Noget om at være nærig

Eller ihvertfald på SU. Jeg har aldrig brugt ret mange penge på noget som helst, ihvertfald ikke ad gangen. Jeg er typen der har 20 neglelak fra Tiger i stedet for én fra Chanel. Og sådan er jeg vel egentlig med det meste. Så jeg har valgt at indlede et (ret seriøst) forhold med EBay. Der er så mange små, ligegyldige ting (hvilket jeg ELSKER) til ingen penge. Bevares, der florerer enorme mængder af bras på sitet, men der er nogle få guldkorn imellem. Senest har jeg investeret i denne badedragt (ja, dragt! Det skulle være godt for mor-maven) til den nette sum af ca. 70 kroner. Og dermed et lille hint til Hr. Sol om at skrue lidt op for blusset.

Sommer

Fynsk sommer 2013

Det er som om, den lune årstid vender tilbage med fornyet magi hvert eneste år. Når pøblen begynder at titte ud af husene, som bjørnene fra hi, med vintertrætte øjne og søvnige smil. Tænk, at noget så simpelt (oh, well) som moder natur, kan få mig til at smile ligeså bredt som en 3-årig knægt i Fætter BR. Der sker et eller andet med mig og min krop igennem vinterperioden. Istiden, om man vil. Nok er dagene kortere, men de går i den grad også langsommere. Bevares, det er da hyggeligt med tyk, hvid sne som tumlingen kan lege i og bygge med. I et par dage. Det bedste ved vinteren er vel, at man kan småfede sig lidt med julebag og holde i hånd med slægtninge omkring et træ af gran, og så ellers tælle ned til foråret. Og nu er vi her! Jeg har slet ikke lyst til at bevæge mig indendøre, når solen sender sine gudsbenådede stråler min vej. Jeg har sågar befundet mig ude på fortovet nu og da, hvis solens stråler ikke længere dækkede min altan på den modsatte side af lejlighedskomplekset. Nuvel, der er vel ingen, der længere er i tvivl om, hvor meget jeg glæder mig til at gå sommeren i møde med min yndige tumling (hedder det stadig det, når man snart er 4?) i den ene hånd og søde kæreste i den anden.

Ønsker til barnet

Sengetøj, dinosaurpude, denimshort og t-shirt fra H&M / Hus-pude og soft doll fra Luckyboysunday / Gamacher og sweatshirt fra Mini Rodini / Sneakers fra New Balance / Kaninlampe fra Heico

 

Eller måske mest mig. Jeg tillader mig ihvertfald at drømme om ovenstående på hans vegne. Men det tillader pengepungen på ingen måde på nuværende tidspunkt. Ihvertfald ikke det hele på én gang. Og kan man overhovedet tillade sig at putte en snart 4-årig Marius i giraf-gamacher? Ét er girafferne, noget andet er typen af benklæder. Der er vel intet af det, der er sådan rigtig godt.

Perle-uro

Har været produktiv idag (as if) og kreeret en uro til barnets værelse. Inspirationen har jeg fundet her. Beskrivelse af proceduren er vel næsten overflødig, ikke? Noget med nogle perleplader og lidt sytråd (og en helvedes masse tålmodighed).

Børneværelse

Indretning er sådan noget endeløst noget, ikke? Det er det åbenbart for mig. Så snart det begynder at falde på plads, burde dét billede måske hænge et andet sted eller dén kasse flyttes til en anden hylde. Ak og ve. Og mit kønne yngel er jo fuldstændig ligeglad, og kommer kun med små kommentarer til de konstante forandringer. “Hvorfor putter du prikker på min væg, moar?” Fordi moar synes, det er pænt. “Hvorfor tager du mine prikker ned af væggen, moar?” Fordi moar blev træt af prikkerne. Nuværende tilstand på børneværelset er meget lig billederne ovenover. Og begynder at blive mere tilfreds. I hvert fald for nu.

Kuglerammen er købt i Ikea. Jeg har malet kuglerne mat sorte, da der i forvejen er rigeligt med farver på børneværelset. Kassen er ligeledes fra Ikea, dekoreret med klistermærker og udklip af karton. Flagranken er homemade from-the-bottom og Pacman-dekorationen er lavet med prints fra www.minieco.co.uk, som i øvrigt har mange andre lækre papirting, der kan nørdes i en uendelighed.

Numero uno

Så har vi det. Hvordan fanden starter man en blog? Måske sådan her. Måske ikke.
Alle blogs, jeg følger, drukner i sidevisninger og Facebook-likes, men de er vel også startet et sted, right? Den her følelse af at skrive til ingen andre end sig selv, er sgu lidt underlig. Men også rar. For jeg aner ikke, om nogen nogensinde kommer til at læse med her, eller det bare bliver min personlige losseplads for pessimistiske anekdoter, idéer og hvad der ellers optager for meget lagerplads på den øverste.
Og det er vel også meget belejligt, at folk ikke vader ind i ens hus, mens man er ved at lægge gulv. Ikke?