Lidt (okay, virkelig mange) tanker om min internettilstedeværelse


Jeg har en masse tanker og ord, som står i kø. Jeg kan ikke huske, det nogensinde har været anderledes inde i mit hoved. Lige for tiden gør jeg mig en del tanker om min internettilstedeværelse. Ikke hvorvidt jeg skal være her, men mere hvordan. Brace yourselves, det bliver laaangt.

Oppe i mit hoved er min Instagramprofil sådan en med 800-900 følgere. Sådan har det været længe for mig, og det er det, jeg er vant til. Jeg har mest brugt Instagram til små hverdagsfortællinger. Som så mange andre. Et online arkiv, hvor jeg har kunnet blande min interesse for både det visuelle og det skrevne. Så skete der det, at jeg en dag blev tilpas træt af at være tilskuer til, hvordan flere firmaer og influencere lallede rundt og (i mine øjne) misbrugte en masse menneskers tillid i jagten på profit. Så sagde jeg det højt, og pludselig modtog jeg en række tilkendegivelser fra folk, der havde set det samme som mig og var ligeså trætte af det. Eller folk, der ikke havde set det samme som mig, men som var glade for, de nu kunne være opmærksomme på det. Jeg modtog også beskeder fra mennesker, der satte pris på det, jeg sagde, men som desværre allerede var nået at komme i klemme hos firmaer rundt omkring.

Jeg sad tilbage med en følelse af lettelse over, at der var mange flere, end jeg havde evner til at forestille mig, der var enige i mine iagttagelser. Det var en gennemført impulsiv handling (som jeg ellers foretager tæt på ingen af) at dele det. Jeg havde aldrig overvejet, det ville blive delt af andre på den måde. Næste skridt blev noget med journalister og influencere og alle mulige andre flinke mennesker i min indbakke.

Den første tid (og stadig af og til) havde jeg mest lyst til at trække alt tilbage, grave mig ned i mit introverte hul og først komme frem igen, når den værste opmærksomhed var drevet over. Og jo, jeg kan godt selv høre det. Det lyder decideret åndssvagt ikke bare at læne sig tilbage og suge alle de pæne ord til sig, mens en hel gruppe mennesker fortæller, at de hepper på det, man foretager sig. Men sådan er der så meget med mig. Shitstorm på P1 spurgte, om jeg ville være med til at snakke lidt om den scamtendens, der fandtes (og findes) flere steder på Instagram. Så jeg ringede til min mor og forklarede, hvorfor jeg fandt det angstprovokerende og alligevel en slags spændende. Hun mente, jeg skulle smide ‘angstprovokerende’ langt væk, hvis jeg på nogen måde kunne være medvirkende til at oplyse sagesløse forbrugere. Så jeg sagde ja og løb afsted, mens jeg kunne se, hvordan min comfortzone blev en lillebitte prik i horisonten. Det samme gjorde jeg, da Radio 4 spurgte, om jeg ville deltage i en udsendelse vedrørende en influencer, der ville tage et udskældt vippeserumfirma under sine vinger, men som trak det hele tilbage et døgn efter. Og igen da Go’morgen P3 ringede for at høre, om jeg ville være behjælpelig med at ridse nogle af de problematikker op, som eksisterer i influencerbranchen, i kølvandet på Fie Laursens sugardateskandale. Jeg tænker da, de udsendelser nok kunne have været mig foruden, men samtidig kom jeg (eller min mor) frem til, at hvis jeg på nogen måde kunne være bidragende til, at emner som disse blev belyst, så var det bare straight up dumt at lade være.

Det var og er mærkeligt at forholde sig til. Jeg er ikke altid helt sikker på, hvad jeg skal synes. Nu er der over 5000 mennesker, der følger med på Instagram, og det i sig selv er selvfølgelig langt fra ekstraordinært, men det er vanvittigt mange mennesker for mig, når jeg tænker over det. Og det gør jeg.

På den ene side synes jeg, det er så uendeligt hyggeligt, at folk vil være med. At folk tager tid ud af deres dag for at sende *mig* en besked. Det er jeg simpelthen så benovet over. Samtidig kan jeg mærke en trang til at trykke ctrl+alt+delete, når jeg med jævne mellemrum bliver handlingslammet, fordi jeg pludselig bliver hyperbevidst om, at folk følger med. Mange er kommet til netop på grund af min indblanding i de her emner, men min profil består også af en masse andet hverdagsgøgl, som jeg tager mig selv i at moderere mængden af, fordi jeg forestiller mig, folk vil være trætte af mig, hvis ikke jeg holder mig i den bane, de flettede ind på. Og så kan min hjerne gå og hygge sig lidt med at overtænke og spekulere det hele fuldstændigt i smadder. Den er god på den måde.

Det er en daglig øvelse for mig, det med ‘opmærksomheden’. Både på Instagram men også på mediet, alle elsker at hade: Jodel. Især den specifikke kanal, hvor anonyme mennesker primært taler om bloggere, influencere og lignende godtfolk. Det er et ret interessant og ret uhyggeligt sted. Der er mange flinke og ordentlige mennesker, men der er mindst ligeså mange trollende typer, der smider om sig med rygter og usle påstande, som var der ingen dag i morgen. Og uanset hvor positive ting, der bliver nævnt (og tak for det, virkelig), er det supermærkeligt at åbne sådan en app og støde på sit eget navn. Det er sådan en slags mærkeligt, hvor jeg med det samme mærker et sug af nervøsitet i maven, når mine øjne registrerer en bunke bogstaver, der danner mit navn. De gange, Jodel nævner mig, er det endda oftest i enormt pæne og venlige vendinger, og jeg er pinligt bevidst om, hvor forskånet jeg er, men det er stadig nervepirrende, fordi der altid eksisterer en risiko for, at nogen i kommentarfeltet synes, jeg er en idiot.

Og det må man sådan set gerne synes. Især hvis det er, fordi man er uenig med mig. Med noget jeg har sagt eller gjort. Men når mennesker bestemmer sig for, jeg er en idiot, fordi de selv tillægger mig værdier og intentioner, jeg i virkeligheden slet ikke har, så går det mig på. Sikkert mere end det burde – men igen, jeg er slet ikke vant til den verden og som direkte konsekvens heraf, er mit lag af teflon altså noget underudviklet. Man kunne mene, jeg gjorde klogt i helt at holde mig fra de steder, og det er givetvis rigtigt, men det er altså også syret at vide, der potentielt er mennesker, der sidder og diskuterer mig og mine intentioner i et åbent forum uden min viden.

Der har sågar været et par trolls, der har fundet vej til min profil på Instagram og hygget sig i kommentarfelter og indbakker. Her lader udfordringen til at være, at de(n) er fast besluttet på, mit eneste mål med alt det her er at modtage gratis produkter og blive influencer. På sin vis vel glædeligt, at det tilsyneladende ikke er folk, der kender mig, som forsøger at stikke til mig. Det ville da først være trist. (Desuden ville det være en håbløst dum taktik først at gå ud og være kritisk for derefter at lappe tandblegningsprodukter i sig. Det henvender sig ikke rigtigt til den samme målgruppe, tænker jeg.)

Jeg tror ikke, jeg er indrettet til at være influencer på den måde. Sådan på højt plan, hvor man lever af det. Jeg ville ikke trives i, at mange mennesker forventede en masse af mig. Altså ikke en masse af mig, men en masse af mig. Hvis man skal kunne leve af det, forestiller jeg mig, man skal give forholdvis meget af sig selv. Man har tit sine følgere med i det meste, man foretager sig, også selvom hver sekvens kun er få sekunder ud af en dag. Den del med “at være på” ligger mig ret fjernt, ligesom det at være stabil og kontinuerlig i ens indhold og altid stå en lille smule til rådighed for det online-univers, man har bygget op, ville gøre. Jeg kan snildt have 4-5 dage, hvor jeg slet ikke har mod på at forholde mig til sociale medier og derfor lader være. Den er sværere at komme omkring, tænker jeg, hvis det er ens levebrød.

Jeg har stor respekt for dem, der mestrer det hele på en gang. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke en gang imellem virkede tiltalende. Hvem ville ikke gerne have muligheden for at “gå hjemme”, modtage lækre produkter på trappetrinnet og spise chiagrød til blomsterdekorerede events? Det gad jeg da godt. Men jeg er også meget bevidst om, at det er en meget forsimplet (omend udpræget) opfattelse af livet som influencer. Der er masser af arbejde under overfladen, som vi på den anden side af skærmen ikke ser noget til. Der er deadlines og møder, en helvedes masse mailkorrespondancer, kommentarspor, privatbeskeder, regnskaber, skatteregler og så selvfølgelig de mennesker, der hele tiden og igen mener noget om ens every move. Det kan godt være, nogle vil mene, det er lettjente penge, men man betaler altså også i høj grad med bidder af sit private liv, og hvis man i en periode ikke føler for at dele ud som normalt, spekulerer mange lystigt i, hvad ens fravær mon skyldes – og så tager historierne fart. Det er altså ikke for pattebørn.

Som led i alt det virak, der har fundet sted, har jeg fået tilbudt en håndfuld samarbejder. Jeg sagde for en rum tid siden ja til et enkelt samarbejde med Flying Tiger, fordi de gerne ville have spredt budskabet om, at de åbnede en webshop. Det var sådan noget, jeg godt selv gad at få at vide, hvis jeg ikke havde været bekendt med det. Og det er ikke, fordi jeg havde planer om at skamkøbe alle deres ting eller smide omkring mig med engangsservice og plastiksugerør, men fordi det er en butik, jeg af og til benytter mig af eksempelvis i forbindelse med kreative projekter og gør-det-selv-tilbehør. Men det er ikke omkostningsfrit. Flere var sure, skuffede og mente, at jeg nu var gået over til fjenden. Og set i bagklogskabens klare lys, burde jeg have kunnet sige mig selv, at det ville være tilfældet.

Det er nok noget af det, jeg har erfaret. At der er forskel på folk. Naturligvis. Mængden af line, du bliver givet, afhænger i høj grad af dit ‘udgangspunkt’ – altså den form for internetidentitet, du har skabt dig, som jo hænger direkte sammen med de følgere, der finder dit indhold interessant. Et eksempel i forhold til rejser (som i øvrigt står helt for egen regning) kunne være influencere med fokus på bæredygtighed og klimahensyn; de har tæt på ingen line til at ‘træde ved siden af’. De bliver kigget skævt til og diskuteret lystigt, hvis de drister sig til at flyve på familieferie, selvom de formentlig er dem i regnskabet, der har allermest ‘råd’ til det. De ‘almindelige’ hverdags- og morbloggere virker til at have lidt længere line på den front, fordi de måske sjældent udtaler sig direkte om klima- og miljørelaterede emner og samtidig rammer lidt mere ned i den brede midter-målgruppe. Og så er der rejsebloggerne, hvor der lader til overordnet at være frit slag, fordi det ligesom er på baggrund af rejserne, at folk følger med, forestiller jeg mig. Og det giver jo god nok mening, at folk reagerer, hvis en vegetar spiser bøf hver søndag – så langt er jeg med, men det er alligevel interessant at observere, hvor skarpt definerede de her ‘regler’ ofte er.

Og så er der sådan én som mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg er. Jeg kan ikke undgå en gang imellem at føle, jeg (lidt ufrivilligt) er blevet udnævnt til Moralens Vogter. Som om jeg er fanebærer for Forbundet For Forenede Influencerforagtere. Det er jeg altså ikke. Mens mange andre med lignende følgertal kan reklamere for flere ting om ugen, and no one bats an eye, forestiller jeg mig, hvordan folk farer ud af revner og sprækker med høtyve og fakler og råber “FORRÆDER!!!”, hvis jeg så meget som tænker ordet ‘reklame’. I forbindelse med Flying Tiger-samarbejdet så jeg, at der var en lang række af influencers, der også gjorde reklame for webshoppen, men det affødte (mig bekendt) ikke et eneste hævet øjenbryn. Og jeg kan også sagtens se, hvor kommer fra. Det er naturligt nok, at folk skaber en eller anden form for forventning ud fra det, de modtager og oplever hos de enkelte Instagramprofiler. Jeg føler nok bare, at jeg indimellem har fået mig selv fastlåst i en lidt snæver position, hvor jeg sidder med en formodning om, hvad folk forventer (og ikke forventer) af mig. Og det er muligt, meget af det blot foregår i mit hoved. Jeg ved godt, at mange kom til, fordi jeg tog og tager afstand til shady samarbejder og uetisk digital færden. Men jeg har altså aldrig taget afstand til influencere eller branchen som helhed. Det er for mig ikke så vigtigt, hvilken branche man befinder sig indenfor, så længe man opfører sig ordentligt.

Der findes selvfølgelig ikke en “one size fits all”-skabelon, der passer ned over alle influencere og følgere. Mange forskellige mennesker betyder mange forskellige holdninger. Flere har italesat, at jeg da endelig skal tage imod de tilbud, jeg føler for, for de ville i hvert fald finde det troværdigt, hvis jeg indgik samarbejder på min profil. Andre er fuldstændigt fastlåste (i mangel af bedre ord) i deres foragt overfor hele branchen, så alene dét, at reklamere for noget, er et udtryk for, man er tabt for evigt.

Selvfølgelig ved jeg godt et eller andet sted i det lillebitte rationelle center, min hjerne trods alt er udstyret med, at jeg bare skal gøre, hvad fanden der passer mig. Og lige nu passer det mig at se tingene og tiden an. Jeg synes, det er enormt spændende at følge med i de tendenser og debatter, der florerer, og jeg kan godt se, hvorfor nogle ville finde det malplaceret, at jeg sender tunge ord afsted om etik og integritet for derefter at fortælle, hvordan jeg hver aften smører mit ansigt med Nivea. Det er nok i virkeligheden det, der er det sværeste ved de sociale medier, og som jeg har nævnt mange gange før. At være en form for virksomhed (ikke at jeg er det, men, I ved), brande sig på specifikke værdier og hjertesager og samtidig være en mangefacetteret person ude i virkeligheden, der rummer et væld af andre sider end den fortælling, der vejer tungest i ens udvalgte internetbudskaber. For jeg har selvfølgelig også en holdning til det tøj, jeg ifører mig og den saftevand, jeg drikker, men det er bare ikke rigtigt det, de fleste er her for, forestiller jeg mig. (Jeg kan dog sagtens snakke noget mere om saft, hvis I mangler.)

Men det er en mærkelig størrelse. For et par måneder siden havde jeg sikkert ikke tøvet, hvis Søstrene Grene havde vist interesse, eller jeg var blevet tilbudt en spritny cykel. Men det gør jeg nu. Fordi jeg har svært ved at få det til at passe ind. Fordi jeg stadig prøver at finde ud af, hvad jeg skal stille op med min lille kanal; om jeg kan bruge den som en form for kreativt springbræt, men også i en eller anden grad, fordi jeg ikke helt orker at blive skudt i skoene, at jeg har solgt min sjæl for ussel mammon. Selvom jeg da af og til ærgrer mig, når en cykeltur ud i stilheden havde været rart. Men that’s one on me.

Det blev sgu langt. Og jeg er ikke sikker på, jeg selv er blevet en skid klogere. Konklusionen må blive, at jeg ser tiden an. Jeg vil fortsat forholde mig kritisk, hvis jeg støder på noget, der springer i øjnene – det giver sig selv. Fuldtidsinfluencer bliver jeg næppe. Om jeg fortsat vil takke nej til alle samarbejder til tid og evighed, må jeg regne ud henad vejen. Det ser dog ikke så frygteligt lovende ud lige p.t., hvis hverken Søstrene Grene eller cykler kan gøre det.

P.S. Nu har jeg læst det her indlæg igennem så tilpas mange gange, at jeg har udviklet en form for døvhed overfor ordlyden. Så selvom mit liv muligvis er én lang disclaimer, føler jeg lige for at understrege, at 99% af min færden i internetsfæren udelukkende består af positive oplevelser, i tilfælde af at ovenstående kunne lyde som ynk. Det er det ikke.

Røre i cyberdammen

Jeg sidder her i mørket på årets tredje dag og vil gerne sige en masse klogt om livet og tiden og dagen i morgen, men det er, som om det kloge udebliver. I stedet skriver jeg en masse for at slette det igen, og sådan starter det hele tiden forfra. Jeg er både uinspireret og træt. Opløftende, jeg ved det. Men da jeg af og til stadig modtager spørgsmål og undren i min indbakke, tænkte jeg, jeg i stedet kunne sætte et par ord på al den røre, der har været og til dels stadig er i Instadammen. Jodeldammen. Kinadammen. I ved.


First things first. Det drejer sig selvfølgelig om firmaerne og disse wonderwebshops, der skyder op som aldrig før. Det er noget med at købe store varepartier (ofte i tvivlsom kvalitet) hjem fra Kina og sælge videre med humongous fortjeneste. Ikke ulovligt – heller ikke videre inspirerende, kunne man måske mene. Det, der bevæger sig i gråzonen og ofte temmelig langt ovre på the dark side, er selve driften af de her virksomheder. Vildledende markedsføring, evighedstilbud, lovning om danskproducerede og/eller unikke varer, og så er kundeservicen ofte så tæt på ikke-eksisterende som muligt. Anmeldelserne på Trustpilot er den første tid ekstraordinært positive, da der er tradition for at køre en vennerunde, hvor venner og bekendte lige får lov at bidrage med en bunke rosende ord, før man for alvor søsætter projektet. På den måde starter man flot på en 10-15 vanvittigt begejstrede anmeldelser og allerede dér har man fået en forlomme, da Trustpilot er det, mange bruger for at lure, om en virksomhed er værd at støtte op om eller ej. Her vil det korte svar oftest være “ej”. Men allerede her har de så småt fået foden indenfor, og så mangler de blot et par influencers til at sparke døren ind. Hvilket leder mig videre…

Til influencers. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Ordet i sig selv får mig til at klø. Dermed på ingen måde sagt, at alle influencers giver mig the creeps. Der er mange, jeg holder meget af at følge med hos. Som er gode og dygtige og oprigtige og vedkommende for dér, hvor jeg er i mit liv. Dem vil jeg gerne lige starte med at parkere på en flot hylde her, inden jeg dykker ned i resten med de mere kritiske briller på. 

Selve branchen som koncept er egentlig lidt bizar, synes jeg, når man tænker over det. Og det gør jeg. “Jamen, der er jo folk alle steder, der lever af reklame på den ene eller den anden måde,” kan du sige. Det er korrekt. Der er reklamer overalt i denne del af verden. Vi eksponeres for dem alle steder; i busskuret, i fjernsynet, på internettet, i magasinerne, i radioen. For at nævne nogle stykker. Men for mig at se består den helt store forskel på traditionel reklame og influencermarketing i, at man sjældent er personligt investeret i hverken et busskur eller en radiostemme, mens man med influencers hurtigt kan danne en ganske anden form for relation. Den distance, der helt naturligt før har været mellem afsender og modtager, er pludseligt forsvindende lille. Det er ikke længere en fjern beautyredaktør på et magasin, der forsøger at overbevise dig om hvilke 10 ting, der er musthaves i din kosmetikpung. Eller en ukendt stemme i radioen, der vil have dig til at købe køkken hos Kvik. Det er mennesker, der inviterer dig helt ind i deres hjem. Midt i deres liv, deres op- og nedture, deres fødsler og følelser, tårer og traumer. Det er mennesker, du ønsker god bedring, når de er syge og lykønsker, når de har købt hus. Jeg forestiller mig, der (for mange; ikke alle) opstår en følelse af en personlig relation. Noget relaterbart, noget næsten-veninde-agtigt. Men når der står 40.000 veninder på den ene vægtskål og én på den anden, så bliver relationen unægteligt lidt skæv, og det giver en spændende cocktail med økonomisk incitament fra den ene fløj og (hvad der ofte forekommer at være) blind tillid fra den anden.

Her får jeg selvfølgelig lyst til at tage et fast greb om de overtillidsfulde følgeres skuldre, kigge dem dybt i øjnene og fortælle dem, venligt men bestemt, at de skal tage godt fat i deres kritiske sans og ikke slippe den af syne. Dernæst får jeg lyst til at tage et endnu fastere greb om en række influencers skuldre og fortælle dem, de ikke er ufejlbarlige. At de har et ansvar, som flere af dem har fået en kedelig tendens til at fralægge sig. At de skal se sig selv i øjnene og deres samarbejdspartnere efter i sømmene. At selvom der findes trolde, der går langt over grænsen, så betyder det ikke, at al kritik bør negligeres og smides direkte i haters-er-bare-misundelige-kassen. Jeg synes, det mindste man kan forvente af en, der har valgt influencing som levevej, er, at der er læst op på de allermest simple regler, der gælder på området. Og skulle den smutte alligevel, så stå ved det. Meld klart ud. Det kan langt de fleste forholde sig til. Og undgå for Guds skyld at reklamere for den slags firmaer, der er beskrevet herover. Det er den altafgørende benzin på det store scambål.

Nåhmen, vi kommer vel heller ikke udenom Jodel. Et sted, mange vil beskrive som helvedes forgård. En mærkværdig app, hvor der deles alt fra hjælpsomme råd til folk, der er havnet i pinlige situationer til usmagelig rygtespredning om diverse (semi)kendisser. Alt sammen ganske anonymt. Som en form for eksperiment er det spændende at se, hvad det gør ved nogle mennesker, når de får frie tøjler. Det er ofte også ret foruroligende. Selv blev jeg bekendt med Jodel, da et par stykker sendte mig screenshots derinde fra, når folk havde ytret sig positivt omkring mig. Det var og er en meget mystisk oplevelse. Komplimenter er altid rare at modtage, og folk har været så enormt flinke ved mig, men der skal så usigeligt lidt til, før stemningen i et kommentarfelt tager en drejning, således det pludseligt er alt andet end rart. Jeg har været umådeligt forskånet derinde, fordi jeg er en lillebitte fisk (nok nærmere en slags krill) i det store SoMe-hav. Men i takt med der drypvist er kommet flere mennesker til min Instagramprofil, har jeg også kunnet mærke en stigende frygt for, jeg en dag ville falde over noget, jeg helst havde været fri for at læse. Også fordi jeg af og til ser folk, der får en ordentlig røffel derinde, til trods for de har ligeså få følgere som jeg eller endnu færre. Så kan man argumentere for, man ikke bør tage den slags til sig, og det er jeg sådan set enig i. Men det er ikke så ligetil. Hvis jeg har lært én ting om Jodel (hovedsageligt @bloggergossip), så er det, at uanset hvad du gør, så vil der altid være minimum et par stykker, der synes, du er en idiot. Sådan er det også i det virkelige liv, det ved jeg godt, men der konfronteres man ikke nødvendigvis med folks uforbeholdne meninger på samme måde. Hvis influencers tager afstand fra Jodel, så er de nogle røvhuller, og hvis de ytrer sig positivt om Jodel, så gør de det udelukkende for at høste følgere og ‘please Jodelfolket’. You can’t win. Heldigvis er der også mange søde mennesker, som forsøger at luge ud i trolls’ne, men det virker af og til som en uoverkommelig opgave. Jeg selv er blevet tilbudt et såkaldt ‘badge’ derinde, sådan at folk kan se, når det er mig, der skriver. Hovedsageligt skal det vist fungere sådan, at folk med disse badges har mulighed for at tage til genmæle, og også sådan at andre ikke har ligeså let ved at udgive sig for at være dem. Jeg har dog indtil videre takket nej. Jeg ville ikke rigtigt bryde mig om at stikke ud på den måde.


Og hvad så med mig? Jeg er her bare. Jeg ser ikke mig selv i nogen form for influencer- eller SoMe-kategori. Det er ikke, fordi jeg ikke ville “være ved det”, hvis det var, jeg ser bare aldrig rigtigt mig selv i det lys eller tænker, det har noget med mig at gøre. Jeg er jo bare på barsel og ammer og sover lure på ukristelige tidspunkter.
Jeg tænker, 2020 skal være året, hvor jeg stopper med at tænke over, hvad folk tænker om mig. Men det er vanvittigt svært. Jo flere følgere, der dukker op på min Instagram, jo mere forstummer jeg badet i præstationsangstens sved. Det er så himmelråbende idiotisk, og jeg øver mig i ikke at tænke over, at der er 4000 mennesker, der potentielt ser mine opslag, for det betyder, der uundgåeligt vil være en håndfuld af dem, der synes, jeg er træls/trættende/ligegyldig/whatever. Og sådan må det gerne være, siger jeg til mig selv. Jeg prøver at sige det til mig selv. Det var også en af grundene til, jeg var umanerligt tæt på at takke nej til et samarbejde, jeg blev tilbudt for noget tid siden. Jeg så straks for mig, hvordan jeg ville blive brændt levende i Jodels skærsild, mens mennesker med høtyve og fakler ville råbe “forræder!” og spytte efter mig. Og så tænkte jeg lidt mere. Selvfølgelig skal jeg sgu da selv bestemme den slags. Jeg ved godt, jeg aldrig kommer til at leve som influencer, for mine drømme rent arbejdsmæssigt stikker i en lidt anden retning, men den kreative del af mig syntes, opgaven lød sjov. Lidt ligesom da man fik udleveret et specifikt emne, der skulle ende ud i en dansk stil i folkeskolen. Det har jeg altid holdt meget af som den nørd, jeg nu engang er. Samarbejdet er lillebitte, men det er med Flying Tiger, og det giver skidegod mening for mig og især mine børn. Vi har som sagt været en børnefamilie på to SU’er i lang tid herhjemme, så det, der kan komme mine børn til gode, tager jeg gerne en griller på Jodel (eller andre steder) for. Og så ser jeg det også som en mulighed for at afprøve, hvordan man bedst kan gribe den slags samarbejder an ift. gennemsigtighed overfor jer, der følger med. Den slags kan jeg som bekendt mægtig godt lide.

Slutteligt er jeg simpelthen nødt til at sige jer tak. Allesammen. I, der skriver søde og betænksomme ting til og om mig på Instagram, herinde og også på Jodel. Jeg kan virkelig godt lide jer. Jeg håber, I er kommet ind i det nye år på allerbedste vis.

Beretninger fra et hamsterhjul

Her går det sådan, at jeg for tiden trækker mig selv gennem en ordentlig gang mudder (her synonym for matematik B) hver dag, til klokken rammer 16.10. Præcis. Indimellem er vi blevet løsladt 40 sekunder før tid – ja, sekunder – for vores lærer mener det seriøst. Og det er han givetvis også nødt til. Hvis overenskomstforhandlingerne ender i en reel konflikt, mister vi potentielt én ud af to måneders sammenlagt intensiv matematikundervisning. Altså halvdelen. Og det er meget, når vi lige nu padler gennem det pensum, man normalt har et år til, på to måneder. Eller altså, måske én.

Heldigvis deler jeg adresse med en gudsbenådet matematiker ved navn Mikkel, som rummer en tålmodighed på størrelse med et mindre kontinent, og han hælder solid viden og pædagogiske forklaringer ud over mig, når jeg har brug for det. Så langt, så godt. Jeg skal jo bare bestå, og alt det dér.

Matematik og strejke to the side, så har jeg gået og tænkt lidt over, *hvordan* voksne mennesker kommer levende igennem en hverdag med 8-16 jobs og små børn ved siden af uden at slå knude på sig selv. Jeg er givetvis forkælet indstillet, da vi aldrig har haft unger og fuldtidsarbejde samtidig, men i stedet har været studerende og fleksible, hvorfor vores børn sjældent er afsted længere end 5-6 timer om dagen. Og mens jeg sidder og leger med parabler og differentialregning til 16.10 og på bedste vis forsøger ikke at kradse mine øjne ud, har min bedre halvdel mulighed for at samle børnene op i rimelig tid alligevel. Men jeg er først hjemme, når klokken nærmer sig 17.00, og jeg når jo nærmest ikke at se deres små ansigter, før de skal under dynen igen. Jeg øver mig i at spænde hjelmen og ja-hatten godt fast, da det trods alt er for en ganske kort periode, men de vante, rolige åndehuller med tid til at lave ingenting sammen, bliver pludselig stoppet ud med dagligdagens gøremål, jeg normalt har kunnet tage løbende igennem ugen. Det er en fase. “Jaja, pattebarn, velkommen til adulthood, her er en madplan og et trælår”, tænker I muligvis. Men hvis min hverdag så sådan ud normalt, kan jeg simpelthen ikke se mig ud af, hvor jeg skulle grave timer frem til at vaske tøj og støvsuge og den slags fornøjelser. Den sidste måneds tid har mest været med i-morgen-starter-det-forfra-følelsen, hvor man er oppe ved overfladen efter luft et par gange i løbet af ugen, mens man venter på at kunne hvile sig lidt på bredden, når det bliver weekend. Jeg må bøje mig i støvet for dem, der har overskuddet til at køre en hverdag i det gear, men det er simpelthen ikke for mig. Ikke lige nu. På den måde er det egentlig alletiders, at jeg begyndte at få børn ret tæt på pissetidligt. Der er en god sandsynlighed for, at et ekstra familiemedlem kunne leje sig ind i min mave for en 9-måneders periode på den anden side af sommeren, hvor jeg samtidig (forhåbentlig) starter på psykologistudiet. Således går der snildt en 5-6 år, før jeg er i mål med uddannelse, og når jeg for alvor skal skubbe gang i karrierelivets tunge hjul, vil mine børn være noget, der minder om 6, 9 og 14 år, og det giver bedre mening for mig, end hvis de stadig var bitte-bittesmå. Men hver ting til sin tid og den slags. Vid blot, at jeg hæver mit glas med beundring i blikket for jer derude, der formår at dreje hamsterhjulet rundt i let gadedrengeløb uden at blive centrifugeret ud i uendeligheden.

Så, altså, det går godt og fint og kedeligt her, og jeg kan lugte foråret lure lige på den anden side af den omgang påske-vinter, der åbenbart venter om hjørnet. Mens vi venter, bruger vi ferien med de små mennesker, vi har lavet, og prøver at forholde os til, hvordan verden kan se gennemført uoverskuelig ud gennem et næsten 3-årigt menneskes øjne. Senest havde vi højlydte protester fra den lille herre, da han måtte sande, at han ved morgenens bleskift fik en ren og tør ble på, mens han åbenbart lige havde sat næsen op efter atter at blive iført sin tisvåde natteble. “NARJ! Ulækker ble på!” klynkede han. Børnelogik, I guess. Efter en rum tid, hvor han forgæves forsøgte at krænge sig ud af sin bodystocking, blev situationen afløst af et andet, mere alvorligt problem: Jeg fyldte opvaskemaskinen, og Frede så til sin store skræk, at jeg var ved at gøre plads til en beskidt kaffekop, som han akut havde kastet sin kærlighed på. Han fik lov at holde fast i koppen (som han i øvrigt aldrig har værdiget et blik før i dag), og jeg satte vasken over. Klip til fem minutter senere, hvor barnet med tårevædede øjne og et rådvildt blik forsøger at kradse lågen til opvaskeren op, fordi den føromtalte kop jo *selvfølgelig* skulle have været med i opvaskeren, men nu var maskinen igang og toget kørt. Han er sgu sjov på den måde. Og stædig som bare fanden. Men mest af alt helt afsindigt sød. Han rocker børnehavelivet og elsker det, og hans storebror har mere end almindeligt godt styr på at gå i 1. klasse, og sammen er de det sødeste makkerpar, jeg nogensinde har oplevet. Det går godt. Og jeg kan lugte foråret.

Hvis jeg kunne finde mine ord

Sommerferien står med den ene fod ude af døren, og jeg prøver at suge det sidste til mig, inden hamsterhjulet igen skal op i omdrejninger. Mine ord er åbenbart gået i forvejen, og selvom jeg er blevet en del oplevelser rigere de sidste måneder, så bliver det noget smattet hver gang, jeg prøver at få det ned på skrift. Men altså, hvis jeg kunne finde mine ord, ville jeg nok skrive noget om:

Hvordan vores oppakkede bil kollapsede 100 meter fra vores hoveddør, da vi forventningsfulde satte kursen mod Holland.

At vi fem minutter senere lånte min svigerfars ganske udmærkede eksemplar af en bil i stedet, og jeg således nød at køre samtlige 1200+ km på ferien. Mikkel nød at være co-pilot (altså at dele snacks ud til bagsædet og styre musikken). Hvem sagde kønsroller?

At jeg, ud af mere end 1100 ansøgere, har fået tildelt en af de 156 pladser på jurastudiet fra 1. september. Og tak for det.

At det kan være lidt småudfordrende at forklare en 7-årig, hvad jura er for en størrelse.

Hvordan jeg, til trods for alverdens skrækindjagende artikler om, hvordan ikke-alkohol-indtagende folk dropper ud af studierne på stribe, ikke har planer om at deltage i rusturen. To overnatninger et vilkårligt sted i Sønderjylland med en stak fremmede mennesker tilsat orienteringsløb om natten, fællesskabslege og uendelige mængder sprut har aldrig været min stærke side. Slet ikke når jeg har en 2-årig derhjemme, der stadig holder ferie. Jeg lyder muligvis røvkedelig. Det er jeg faktisk ikke. Og jeg lover at deltage i alle de andre introdage!

At min førstefødte er startet i 1. klasse i forgårs, og at selvsamme barn læser. Altså rigtigt læser og snart har gjort længe.

Hvordan jeg græmmes over Prinsesse Henriks opførsel. Det er en ommer, Henri. Det er mange ommere efterhånden.

Cyklister, der partout skal filme dem selv (eller deres lår), når de hjuler afsted, for så at dele det på Instastory. Måske er jeg ikke topkvalificeret til at kommentere det, eftersom jeg nærmest aldrig cykler selv, men jeg har svært ved at forestille mig, det kan være helt ufarligt sådan at sprinte med én hånd på styret, mens den anden filmer, redigerer og poster på de sociale medier midt i københavnsk myldretid. Pas nu på jer selv og ikke mindst de unger, der af og til vinker til kameraet fra cykelstolen bagpå.

Hvordan jeg føler mig taget ved næsen af den danske sommer i en grad, jeg aldrig før har oplevet. Naturligvis på vejrfronten, men i lige så høj grad konsekvensen det har haft for min høst. Drivhuset har bestemt givet fine ting, men ikke på samme niveau som sidste år. Til gengæld har vores højtelskede moreltræ givet lige præcis nul bær, hvor det sidste år gav flere kilo. Det var faktisk fyldt med grønne klaser, da vi drog mod Holland, men da vi atter var vendt hjem, erfarede jeg hurtigt, at samtlige bær var væk. Så tak fugle eller regn eller blæst eller hvem fanden, der har stjålet mine bær. Jeg er ikke bare sur, jeg er også svært skuffet. Heldigvis går det godt på æble- og brombærsiden. Og nu holder Søren Ryge her sin kæft. Undskyld.

Hvor glad jeg er for ikke at skulle i skole inde i midten af Odense længere, men kan nøjes med den korte vej til uni. (Det er nok nu, jeg burde begynde på at cykle.) Den fynske hovedstad er et minefelt af vejarbejde, afspærringer og gule maskiner, og det er tæt på fysisk umuligt at komme rundt. Jeg håber virkelig, letbanen (skodord i øvrigt) bliver det hele værd, men jeg tvivler voldsomt.

Det ville jeg skrive noget om, hvis jeg kunne finde mine ord. Jeg leder videre.

En slags første aflevering 

Da jeg var 18 år og skulle vælge institution til min førstefødte, faldt valget på dagpleje. Ikke at jeg vidste synderligt meget om institutionslivet dengang. Hverken min søster eller jeg har været i vuggestue eller dagpleje, men var så heldige at have en hjemmegående mormor, som passede os hver dag, til vi som 3-årige startede børnehave på deltid. Mine forældres omgangskreds foldede bekymrede rynker i panden, for hvordan skulle vi dog nogensinde formå at blive socialt kompetente mennesker, når vi ikke indgik i et fællesskab med jævnaldrende børn hver dag. Det er i øvrigt gået os ganske fint, tak. Havde det været en mulighed for mine børn, havde jeg valgt det samme. Havde vi råd til, at jeg gik hjemme med dem indtil børnehavestart, havde vi måske valgt det.

Der er selvfølgelig lige det, når man får sine børn relativt tidligt, og ens forældre bliver mormor og morfar i 40’erne, så er de stadig ret meget på arbejdsmarkedet. Til gengæld er de friske og i fuldt vigør i weekender, ferier og alle de dage, det kan lade sig gøre at tage tidligere fri fra arbejde, hvis vi mangler hjælp med praktikken, gør de det. Og jeg ville aldrig bytte det for noget som helst. Min farmor blev også farmor i 40’erne, hvilket har resulteret i, at jeg nu har en farmor – og mine børn en oldemor – som bruger det meste af sin ‘pension’ på at rode med hjemmesider og være lektiehjælper for flygtninge. Hvis altså hun ikke er til yoga. Og det kan altså også noget.

Nå, men. Vi valgte dagpleje til Marius. På grund af den hjemlige atmosfære og på grund af roen. Det viste sig at være det helt rigtige valg for den dengang (og til dels stadigvæk) følsomme og forsigtige dreng. Så da Frede skulle ud i hverdagslivets hamsterhjul, valgte vi det samme. Og det er noget af en roulette med det dagplejesystem, det ved jeg godt. Kemien, trygheden og i højeste grad mavefornemmelsen skal være der. Og det var den heldigvis med begge drenges dagplejemødre. Fantastisk varme, tålmodige og opmærksomme damer. På den måde føles det, som om Frede bliver afleveret hos en slags ‘reservebedste’ hver dag, og det er intet mindre end fantastisk. Der er ro, opmærksomhed, en sød hund og tre andre børn. Der er tid og have med rutsjebaner og højt til loftet. Der er ture til ænderne og legepladser og besøg hos de andre dagplejemødre i nabolaget. Der er legestue hver anden fredag i en gammel børnehavebygning med alle de bedste tumleredskaber og udendørsarealer.

Og så er der gæsteplejen. Og det er den eneste udfordring, jeg synes, der er ved dagplejelivet. Ikke så meget når børnene bliver lidt større, for de kender de andre dagplejemødre og deres børn, og så kan man sagtens forklare dem, at ‘Lotte er syg, så i dag skal du lege ovre ved Bodil’. Men det er alligevel et skift og et domæne, der til dagligt tilhører andre børn. Og ja. Frede er i gæstepleje i dag. For første gang nogensinde. Vi har nemlig været så priviligerede bare at kunne holde ham hjemme ved et par dages sygdom eller en fridag hos dagplejemoren. Men denne uge har hans kære dagplejemor en vældigt fortjent uges ferie, og selvom vi er studerende, kan vi ikke helt få det til at gå op med at holde en uges fri. Så Frede er i gæstepleje hos en dame, han heldigvis har besøgt før. Og med fire børn han kender fra legestuen. Men ligeså stædig og temperamentsfuld Frede kan være, ligeså tryghedssøgende er han også. Og stille og eftertænksom. Så er det pludseligt lidt som at aflevere ham for første gang igen, når man lukker døren bag sig det nye sted. Og går derfra med en klump i halsen på størrelse med en håndbold. Men nu skal jeg i skole. Og en SMS beretter om, at Frede har det godt og leger fint ude i haven. Og så skal hans mor nok også til at forstå, at han altså bliver 2 år om 14 dage. Suk.

Vinterblues og overspringshandlinger

Vi er nærmest ovenpå. Minus den mellemørebetændelse, som min mindste roommate lige snuppede i svinget, er vi ved at ramme et stabilt helbredsniveau herhjemme. Og 7-9-13 og alt det der. Det har været tiltrængt. Meget længe. Kombination af sygdom afløst af mere sygdom, vinterens frembrud og en træthed helt ind i knoglerne har tilsammen givet et facit på et meget slattent energiniveau og et overskud i minus. Følelsen af konstant at være et par skridt eller ti bagud på, især på skolefronten, har komprimeret min motivation til at kunne ligge på et meget, meget lille sted. 

Hver morgen har jeg en ubændig trang til at barrikadere mig i et fort af dyner og glo huller i luften i rungende stilhed, indtil solen strammer sig an og bryder igennem den tunge dyne af skyer, der indhylder byen i fem forskellige grå nuancer. Men verden banker som bekendt på hver dag, og lige for tiden har jeg egentlig bare lyst til, vi alle fire sner inde med gode mængder kakao og stearin på lager. At vi ikke skal nå noget andet end at være. Sammen.

Og sådan er det heldigvis om lidt. Jeg bliver bare altid lige 8% ekstra grå og uoplagt i vintermånederne, og den er sikker hvert år. Lige nu er jeg dog i fuld gang med at overspringshandle i stedet for at læse op til den eksamen, der venter mig på tirsdag. Jeg regner med, at det forløber, som den slags plejer, og at jeg halvvejs inde i søndagen får stress og tics og begynder at pløje pensum igennem kun for at indse, at jeg ikke kan nå det, hvorefter jeg bliver underligt rolig og tager den på gefühlen. Jeg kan dog godt fornemme, at min hjerne, efter 2 år i hjemmet med overvejende pludre-kommunikation, er blevet lidt grødet i det. Men jeg satser på, at lidt genlæsning og notatskriveri kan børste det værste støv væk og finde et par forståelige gloser frem. Uanset hvad, går jeg på juleferie onsdag (ja, den 14. december!), og selvom meget af den skal bruges på at indhente de 134 naturvidenskabelige rapporter, jeg slæber bagefter mig sammen med en række andre overskredne deadlines, så skal det nok blive godt. Jeg har min 6-årige juleentusiast og min 1,5-årige julepynts-sabotør ved min side, og de formår altid at flette en god portion magi ind i den mørke tid. Og så er jeg blevet krøltop! På den permanente 70’er-måde, da min tidligere klassekammerat(inde) efterlyste en hårmodel til et frisørskoleprojekt. Så nu har jeg kvit og frit fået volumen nok i mit flade fehår til det næste års tid, og jeg elsker det!


God weekend og rigtig god jul <3

Eftertanker om tvivlen

Jeg er blevet blæst helt bagover af al responsen på mit sidste indlæg. Havde jeg vidst, der sad en hel røvfuld af journalister, sociologer, kommunikatører and what not derude bag skærmene, havde jeg nok stukket lappen i vejret noget før med hensyn til mit fremtidige studievalg. I er jo mange flere, end jeg troede, (jeg følger ikke vildt meget med i bloggens statistik), og I ved alle mulige seje ting. Jeg har før ladet mig fortælle, at man først er ‘rigtig’ blogger, når man også modtager de sure og fingerpegende kommentarer, fordi man først dér enten formår at prikke til folk og/eller nå ud til en virkelig bred vifte af mennesker. Og hvis det udsagn holder stik, så er jeg ikke en rigtig blogger! Ikke at jeg nogensinde har følt mig som en, men hurra for det. Ikke én gang har jeg modtaget bedrevidende, belærende eller nedladende kommentarer, fordi I altid er så søde. Jeg har både modtaget kommentarer her, på Instagram og endda min allerførste mail fra en læser! At I gider tage tid ud af jeres liv, for at oplyse mig om ting, jeg måske kunne drage fordel af, er altså mere end almindeligt opløftende. Det bekræfter mig i, at verden er meget mere og andet end et koldt og kynisk sted. Så tak for det! Spåkuglen for min fremtid er nu pudset og pæn og noget mere overskuelig, takket være jeres erfaringer og anbefalinger. Jeg har læst og tænkt over dem alle, jeg har været på jagt i det store internet, og nu ligner det, at jeg godt kunne finde på at lægge billet ind hos danskstudiet.

Da jeg var mindre, måske 10-11 år, spekulerede jeg en del i, hvad jeg mon skulle blive som voksen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde vanskeligheder udi begrænsningens kunst, når det kom til de skriftlige opgaver i skolen. I fjerde klasse skulle vi forfatte et lille eventyr, og jeg troppede som den eneste op med en fortælling på syv A4-sider, som endte som højtlæsningsmateriale i klassen. Og sådan var det relativt ofte. Jeg skrev side op og side ned på en noget tvivlsom forgænger til Word, hvor jeg forfattede lange historier om rideskolelejre og hestepiger, når jeg havde fri fra 4. klasse. (Det var der, min hesteperiode peakede). Et par år senere lod jeg mig fortælle, at man kunne blive noget, der hed cand.mag. i dansk, når man blev voksen. Og så var det ligesom afgjort. Det måtte være det, jeg skulle. Noget med dansk og sprog og skrift.

Da jeg afsluttede min 10. klasse, var min dansklærers sidste ord, at jeg skulle love hende, jeg blev forfatter eller noget andet, hvor jeg kunne bruge mine fortællinger. Tiden gik endnu engang, og min spirende interesse for samfundsrelaterede emner voksede i takt med overbevisningen om, at jeg nok burde læse journalistik. Og så frøs den tanke, og jeg overvejede den ikke yderligere. Det var det, jeg fortalte mig selv og alle andre, at jeg skulle. (Altså lige med undtagelse af når jeg syntes, det kunne være skide spændende at læse medicin, men så kom frem til, at jeg bare godt gad at være læge, men slet ikke magtede de mange års studier op til). Jeg ville gå freelance og forfatte samfundsdebatterende klummer og have tid og fleksibilitet. Det vil jeg stadig rigtig gerne, men det behøver jeg ikke være journalist for at gøre. Jeg havde stirret mig blind på journalisttitlen som det eneste, der gav mening, uden at overveje de store mængder af tv-produktion og menneskekontakt, der følger med studiet. Og det dur jeg ganske enkelt ikke til.

Derfor kunne det godt ende med, at jeg alligevel bliver cand.mag. i dansk, når jeg bliver voksen. Sådan som jeg så det for mig dengang for godt og vel 14 år siden. Jeg havde bare fået bildt mig selv ind, at danskstudiet var for anonymt og tamt til at give mening. Men jeg er blevet klogere, og det rummer tilsyneladende mange flere nuancer, end jeg var klar over. Jeg tænker noget med en masse læsning, sprognørderi og måske lidt kommunikation oveni. Lige nu lader det i hvert fald til at kunne give rigtig meget mening for mig.

 

light

Noget om at blive i tvivl

Der har været stille herinde i længere tid end normalt. Og det er længe. Livet overhalede os lige indenom med to gange skoldkoppebørn (forskudt, naturligvis), en 3-ugers lungebetændelse til Mikkel og en begravelse af sidstnævntes morfar. Så blev det ligesom koldt og gråt på flere planer. Men jeg er her endnu. Faktisk skrev jeg for nogle dage siden et indlæg om fine (og billige) strømper til små mennesker, men det nåede ligesom aldrig rigtigt at give mening for mig at udgive. Måske jeg snart sender det afsted alligevel.

Imidlertid er jeg gået hen og blevet lidt i tvivl. Det er jeg tit, da jeg er af irriterende vægelsindet karakter, men denne gang er det noget lidt større. Nemlig min fremtid, sådan rent udannelses- og karrieremæssigt. Jeg har netop afsluttet første dag i studiepraktik som journalistikstuderende på universitetet, hvor jeg var heldig at få tildelt en ud af tyve pladser for ligesom at lure, hvad den slags går ud på, inden jeg melder mig på optagelsesprøven til foråret. Men det ved jeg ikke helt, om jeg gør alligevel. Studiet og menneskerne omkring det var fine, og jeg har en dag mere derude i morgen, men det var alligevel anderledes, end jeg havde forventet. Det føltes på en eller anden måde ikke rigtigt, og det er mærkeligt, når det handler om noget, man altid har forestillet sig, man skulle. Måske fordi mit billede af journalistik har været urealistisk snævert, og fordi jeg ikke har tænkt det hele vejen igennem. Jeg ved det ikke. Men da en af de studerende i dag proklamerede, at man bestemt ikke kunne være en solorytter på journalistikstudiet, slog det lidt kolbøtter for mig. Jeg kan sagtens lave gruppearbejde og holder bestemt af at indgå i sociale relationer, men jeg kan allerbedst lide at arbejde alene. Jeg er lidt en lonesome ranger på det punkt, og hvis 95% af studiet er bygget op om gruppearbejde og makkerpar, bliver det nok til den tunge side for mig. Det, jeg på sigt gerne vil, er at sidde i mit eget hjørne og skrive historier og samfundsdebatterende klummer med ro i hovedet og kaffe i koppen. Jeg vil gerne nørde sproget – helst det skriftlige – og studere grammatik ned i mindste detalje. Jeg vil gerne forbedre mine skrivefærdigheder og lære mere om alt det tekniske bag at skabe tekster. Jeg har ikke lyst til at lave TV eller radio. Jeg føler ikke for at kime mennesker ned i håb om at score et interview. Jeg vil bare skrible lidt rundt omkring og passe min egen butik. Så lige nu ved jeg ikke, hvad min plan bliver. Jeg kunne godt se mig selv med noget sociologi, antropologi eller lignende, men jeg ville samtidig savne at nørde skrift og sprog. Jeg tror ikke, der findes nogen konkret jobtitel for det, jeg kunne tænke mig. Det ville være en blanding af at forfatte tekster, lege med ler, tegne og måske starte et lille firma. Det skal nok kunne lade sig gøre. Jeg skal nok finde en vej derhen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken af dem jeg skal gå.

Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside