Lidt (okay, virkelig mange) tanker om min internettilstedeværelse


Jeg har en masse tanker og ord, som står i kø. Jeg kan ikke huske, det nogensinde har været anderledes inde i mit hoved. Lige for tiden gør jeg mig en del tanker om min internettilstedeværelse. Ikke hvorvidt jeg skal være her, men mere hvordan. Brace yourselves, det bliver laaangt.

Oppe i mit hoved er min Instagramprofil sådan en med 800-900 følgere. Sådan har det været længe for mig, og det er det, jeg er vant til. Jeg har mest brugt Instagram til små hverdagsfortællinger. Som så mange andre. Et online arkiv, hvor jeg har kunnet blande min interesse for både det visuelle og det skrevne. Så skete der det, at jeg en dag blev tilpas træt af at være tilskuer til, hvordan flere firmaer og influencere lallede rundt og (i mine øjne) misbrugte en masse menneskers tillid i jagten på profit. Så sagde jeg det højt, og pludselig modtog jeg en række tilkendegivelser fra folk, der havde set det samme som mig og var ligeså trætte af det. Eller folk, der ikke havde set det samme som mig, men som var glade for, de nu kunne være opmærksomme på det. Jeg modtog også beskeder fra mennesker, der satte pris på det, jeg sagde, men som desværre allerede var nået at komme i klemme hos firmaer rundt omkring.

Jeg sad tilbage med en følelse af lettelse over, at der var mange flere, end jeg havde evner til at forestille mig, der var enige i mine iagttagelser. Det var en gennemført impulsiv handling (som jeg ellers foretager tæt på ingen af) at dele det. Jeg havde aldrig overvejet, det ville blive delt af andre på den måde. Næste skridt blev noget med journalister og influencere og alle mulige andre flinke mennesker i min indbakke.

Den første tid (og stadig af og til) havde jeg mest lyst til at trække alt tilbage, grave mig ned i mit introverte hul og først komme frem igen, når den værste opmærksomhed var drevet over. Og jo, jeg kan godt selv høre det. Det lyder decideret åndssvagt ikke bare at læne sig tilbage og suge alle de pæne ord til sig, mens en hel gruppe mennesker fortæller, at de hepper på det, man foretager sig. Men sådan er der så meget med mig. Shitstorm på P1 spurgte, om jeg ville være med til at snakke lidt om den scamtendens, der fandtes (og findes) flere steder på Instagram. Så jeg ringede til min mor og forklarede, hvorfor jeg fandt det angstprovokerende og alligevel en slags spændende. Hun mente, jeg skulle smide ‘angstprovokerende’ langt væk, hvis jeg på nogen måde kunne være medvirkende til at oplyse sagesløse forbrugere. Så jeg sagde ja og løb afsted, mens jeg kunne se, hvordan min comfortzone blev en lillebitte prik i horisonten. Det samme gjorde jeg, da Radio 4 spurgte, om jeg ville deltage i en udsendelse vedrørende en influencer, der ville tage et udskældt vippeserumfirma under sine vinger, men som trak det hele tilbage et døgn efter. Og igen da Go’morgen P3 ringede for at høre, om jeg ville være behjælpelig med at ridse nogle af de problematikker op, som eksisterer i influencerbranchen, i kølvandet på Fie Laursens sugardateskandale. Jeg tænker da, de udsendelser nok kunne have været mig foruden, men samtidig kom jeg (eller min mor) frem til, at hvis jeg på nogen måde kunne være bidragende til, at emner som disse blev belyst, så var det bare straight up dumt at lade være.

Det var og er mærkeligt at forholde sig til. Jeg er ikke altid helt sikker på, hvad jeg skal synes. Nu er der over 5000 mennesker, der følger med på Instagram, og det i sig selv er selvfølgelig langt fra ekstraordinært, men det er vanvittigt mange mennesker for mig, når jeg tænker over det. Og det gør jeg.

På den ene side synes jeg, det er så uendeligt hyggeligt, at folk vil være med. At folk tager tid ud af deres dag for at sende *mig* en besked. Det er jeg simpelthen så benovet over. Samtidig kan jeg mærke en trang til at trykke ctrl+alt+delete, når jeg med jævne mellemrum bliver handlingslammet, fordi jeg pludselig bliver hyperbevidst om, at folk følger med. Mange er kommet til netop på grund af min indblanding i de her emner, men min profil består også af en masse andet hverdagsgøgl, som jeg tager mig selv i at moderere mængden af, fordi jeg forestiller mig, folk vil være trætte af mig, hvis ikke jeg holder mig i den bane, de flettede ind på. Og så kan min hjerne gå og hygge sig lidt med at overtænke og spekulere det hele fuldstændigt i smadder. Den er god på den måde.

Det er en daglig øvelse for mig, det med ‘opmærksomheden’. Både på Instagram men også på mediet, alle elsker at hade: Jodel. Især den specifikke kanal, hvor anonyme mennesker primært taler om bloggere, influencere og lignende godtfolk. Det er et ret interessant og ret uhyggeligt sted. Der er mange flinke og ordentlige mennesker, men der er mindst ligeså mange trollende typer, der smider om sig med rygter og usle påstande, som var der ingen dag i morgen. Og uanset hvor positive ting, der bliver nævnt (og tak for det, virkelig), er det supermærkeligt at åbne sådan en app og støde på sit eget navn. Det er sådan en slags mærkeligt, hvor jeg med det samme mærker et sug af nervøsitet i maven, når mine øjne registrerer en bunke bogstaver, der danner mit navn. De gange, Jodel nævner mig, er det endda oftest i enormt pæne og venlige vendinger, og jeg er pinligt bevidst om, hvor forskånet jeg er, men det er stadig nervepirrende, fordi der altid eksisterer en risiko for, at nogen i kommentarfeltet synes, jeg er en idiot.

Og det må man sådan set gerne synes. Især hvis det er, fordi man er uenig med mig. Med noget jeg har sagt eller gjort. Men når mennesker bestemmer sig for, jeg er en idiot, fordi de selv tillægger mig værdier og intentioner, jeg i virkeligheden slet ikke har, så går det mig på. Sikkert mere end det burde – men igen, jeg er slet ikke vant til den verden og som direkte konsekvens heraf, er mit lag af teflon altså noget underudviklet. Man kunne mene, jeg gjorde klogt i helt at holde mig fra de steder, og det er givetvis rigtigt, men det er altså også syret at vide, der potentielt er mennesker, der sidder og diskuterer mig og mine intentioner i et åbent forum uden min viden.

Der har sågar været et par trolls, der har fundet vej til min profil på Instagram og hygget sig i kommentarfelter og indbakker. Her lader udfordringen til at være, at de(n) er fast besluttet på, mit eneste mål med alt det her er at modtage gratis produkter og blive influencer. På sin vis vel glædeligt, at det tilsyneladende ikke er folk, der kender mig, som forsøger at stikke til mig. Det ville da først være trist. (Desuden ville det være en håbløst dum taktik først at gå ud og være kritisk for derefter at lappe tandblegningsprodukter i sig. Det henvender sig ikke rigtigt til den samme målgruppe, tænker jeg.)

Jeg tror ikke, jeg er indrettet til at være influencer på den måde. Sådan på højt plan, hvor man lever af det. Jeg ville ikke trives i, at mange mennesker forventede en masse af mig. Altså ikke en masse af mig, men en masse af mig. Hvis man skal kunne leve af det, forestiller jeg mig, man skal give forholdvis meget af sig selv. Man har tit sine følgere med i det meste, man foretager sig, også selvom hver sekvens kun er få sekunder ud af en dag. Den del med “at være på” ligger mig ret fjernt, ligesom det at være stabil og kontinuerlig i ens indhold og altid stå en lille smule til rådighed for det online-univers, man har bygget op, ville gøre. Jeg kan snildt have 4-5 dage, hvor jeg slet ikke har mod på at forholde mig til sociale medier og derfor lader være. Den er sværere at komme omkring, tænker jeg, hvis det er ens levebrød.

Jeg har stor respekt for dem, der mestrer det hele på en gang. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke en gang imellem virkede tiltalende. Hvem ville ikke gerne have muligheden for at “gå hjemme”, modtage lækre produkter på trappetrinnet og spise chiagrød til blomsterdekorerede events? Det gad jeg da godt. Men jeg er også meget bevidst om, at det er en meget forsimplet (omend udpræget) opfattelse af livet som influencer. Der er masser af arbejde under overfladen, som vi på den anden side af skærmen ikke ser noget til. Der er deadlines og møder, en helvedes masse mailkorrespondancer, kommentarspor, privatbeskeder, regnskaber, skatteregler og så selvfølgelig de mennesker, der hele tiden og igen mener noget om ens every move. Det kan godt være, nogle vil mene, det er lettjente penge, men man betaler altså også i høj grad med bidder af sit private liv, og hvis man i en periode ikke føler for at dele ud som normalt, spekulerer mange lystigt i, hvad ens fravær mon skyldes – og så tager historierne fart. Det er altså ikke for pattebørn.

Som led i alt det virak, der har fundet sted, har jeg fået tilbudt en håndfuld samarbejder. Jeg sagde for en rum tid siden ja til et enkelt samarbejde med Flying Tiger, fordi de gerne ville have spredt budskabet om, at de åbnede en webshop. Det var sådan noget, jeg godt selv gad at få at vide, hvis jeg ikke havde været bekendt med det. Og det er ikke, fordi jeg havde planer om at skamkøbe alle deres ting eller smide omkring mig med engangsservice og plastiksugerør, men fordi det er en butik, jeg af og til benytter mig af eksempelvis i forbindelse med kreative projekter og gør-det-selv-tilbehør. Men det er ikke omkostningsfrit. Flere var sure, skuffede og mente, at jeg nu var gået over til fjenden. Og set i bagklogskabens klare lys, burde jeg have kunnet sige mig selv, at det ville være tilfældet.

Det er nok noget af det, jeg har erfaret. At der er forskel på folk. Naturligvis. Mængden af line, du bliver givet, afhænger i høj grad af dit ‘udgangspunkt’ – altså den form for internetidentitet, du har skabt dig, som jo hænger direkte sammen med de følgere, der finder dit indhold interessant. Et eksempel i forhold til rejser (som i øvrigt står helt for egen regning) kunne være influencere med fokus på bæredygtighed og klimahensyn; de har tæt på ingen line til at ‘træde ved siden af’. De bliver kigget skævt til og diskuteret lystigt, hvis de drister sig til at flyve på familieferie, selvom de formentlig er dem i regnskabet, der har allermest ‘råd’ til det. De ‘almindelige’ hverdags- og morbloggere virker til at have lidt længere line på den front, fordi de måske sjældent udtaler sig direkte om klima- og miljørelaterede emner og samtidig rammer lidt mere ned i den brede midter-målgruppe. Og så er der rejsebloggerne, hvor der lader til overordnet at være frit slag, fordi det ligesom er på baggrund af rejserne, at folk følger med, forestiller jeg mig. Og det giver jo god nok mening, at folk reagerer, hvis en vegetar spiser bøf hver søndag – så langt er jeg med, men det er alligevel interessant at observere, hvor skarpt definerede de her ‘regler’ ofte er.

Og så er der sådan én som mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg er. Jeg kan ikke undgå en gang imellem at føle, jeg (lidt ufrivilligt) er blevet udnævnt til Moralens Vogter. Som om jeg er fanebærer for Forbundet For Forenede Influencerforagtere. Det er jeg altså ikke. Mens mange andre med lignende følgertal kan reklamere for flere ting om ugen, and no one bats an eye, forestiller jeg mig, hvordan folk farer ud af revner og sprækker med høtyve og fakler og råber “FORRÆDER!!!”, hvis jeg så meget som tænker ordet ‘reklame’. I forbindelse med Flying Tiger-samarbejdet så jeg, at der var en lang række af influencers, der også gjorde reklame for webshoppen, men det affødte (mig bekendt) ikke et eneste hævet øjenbryn. Og jeg kan også sagtens se, hvor kommer fra. Det er naturligt nok, at folk skaber en eller anden form for forventning ud fra det, de modtager og oplever hos de enkelte Instagramprofiler. Jeg føler nok bare, at jeg indimellem har fået mig selv fastlåst i en lidt snæver position, hvor jeg sidder med en formodning om, hvad folk forventer (og ikke forventer) af mig. Og det er muligt, meget af det blot foregår i mit hoved. Jeg ved godt, at mange kom til, fordi jeg tog og tager afstand til shady samarbejder og uetisk digital færden. Men jeg har altså aldrig taget afstand til influencere eller branchen som helhed. Det er for mig ikke så vigtigt, hvilken branche man befinder sig indenfor, så længe man opfører sig ordentligt.

Der findes selvfølgelig ikke en “one size fits all”-skabelon, der passer ned over alle influencere og følgere. Mange forskellige mennesker betyder mange forskellige holdninger. Flere har italesat, at jeg da endelig skal tage imod de tilbud, jeg føler for, for de ville i hvert fald finde det troværdigt, hvis jeg indgik samarbejder på min profil. Andre er fuldstændigt fastlåste (i mangel af bedre ord) i deres foragt overfor hele branchen, så alene dét, at reklamere for noget, er et udtryk for, man er tabt for evigt.

Selvfølgelig ved jeg godt et eller andet sted i det lillebitte rationelle center, min hjerne trods alt er udstyret med, at jeg bare skal gøre, hvad fanden der passer mig. Og lige nu passer det mig at se tingene og tiden an. Jeg synes, det er enormt spændende at følge med i de tendenser og debatter, der florerer, og jeg kan godt se, hvorfor nogle ville finde det malplaceret, at jeg sender tunge ord afsted om etik og integritet for derefter at fortælle, hvordan jeg hver aften smører mit ansigt med Nivea. Det er nok i virkeligheden det, der er det sværeste ved de sociale medier, og som jeg har nævnt mange gange før. At være en form for virksomhed (ikke at jeg er det, men, I ved), brande sig på specifikke værdier og hjertesager og samtidig være en mangefacetteret person ude i virkeligheden, der rummer et væld af andre sider end den fortælling, der vejer tungest i ens udvalgte internetbudskaber. For jeg har selvfølgelig også en holdning til det tøj, jeg ifører mig og den saftevand, jeg drikker, men det er bare ikke rigtigt det, de fleste er her for, forestiller jeg mig. (Jeg kan dog sagtens snakke noget mere om saft, hvis I mangler.)

Men det er en mærkelig størrelse. For et par måneder siden havde jeg sikkert ikke tøvet, hvis Søstrene Grene havde vist interesse, eller jeg var blevet tilbudt en spritny cykel. Men det gør jeg nu. Fordi jeg har svært ved at få det til at passe ind. Fordi jeg stadig prøver at finde ud af, hvad jeg skal stille op med min lille kanal; om jeg kan bruge den som en form for kreativt springbræt, men også i en eller anden grad, fordi jeg ikke helt orker at blive skudt i skoene, at jeg har solgt min sjæl for ussel mammon. Selvom jeg da af og til ærgrer mig, når en cykeltur ud i stilheden havde været rart. Men that’s one on me.

Det blev sgu langt. Og jeg er ikke sikker på, jeg selv er blevet en skid klogere. Konklusionen må blive, at jeg ser tiden an. Jeg vil fortsat forholde mig kritisk, hvis jeg støder på noget, der springer i øjnene – det giver sig selv. Fuldtidsinfluencer bliver jeg næppe. Om jeg fortsat vil takke nej til alle samarbejder til tid og evighed, må jeg regne ud henad vejen. Det ser dog ikke så frygteligt lovende ud lige p.t., hvis hverken Søstrene Grene eller cykler kan gøre det.

P.S. Nu har jeg læst det her indlæg igennem så tilpas mange gange, at jeg har udviklet en form for døvhed overfor ordlyden. Så selvom mit liv muligvis er én lang disclaimer, føler jeg lige for at understrege, at 99% af min færden i internetsfæren udelukkende består af positive oplevelser, i tilfælde af at ovenstående kunne lyde som ynk. Det er det ikke.

Om natten står jeg op

Underbevidstheden sparker mig i siden med tiltagende styrke. Et sted mellem 3 og 4. Giver efter, svinger dynen til side og træder ud på det kolde gulv. Undviger strategisk de steder, hvor gulvet knirker i slidte skrig.

Jeg kan høre stilheden.

Stilheden, som kun svagt brydes af små åndedræt fra de mørklagte børneværelser. De sover tungere, end jeg gør. Kigger ud af køkkenvinduet og holder vejret sammen med stjernerne. De siger aldrig noget. Heldigvis. Jeg finder morgenmad frem midt om natten. Midt i rodet og midt i roen. Spiser lidt og fryser lidt. Sidder lidt og trækker vejret.

Stilhed.

Alene med mine tanker, som jeg ikke forholder mig til, men lader fare ud i mørket, ud i natten. Ud af hovedet. Det er meget sent eller alt for tidligt, men bare fem minutter mere. Om natten skal jeg ingenting. Så jeg står op og gør netop det. Stilhed og stjerner siger lydløst godnat, og jeg kryber tilbage under dynen. Næste gang jeg vågner, er verden en anden og alt andet end stille.

Så om natten står jeg op.