Seks dage til termin og forkælet brokkeri
Niogtredive plus én. Det er ikke fordi, jeg føler mig snydt (okay, en lille smule), men Marius ankom, da jeg sidste gang var 39+2, og jeg havde en åndssvag idé om, at lillebror ville komme lidt før. Det var ikke tilfældet. Jeg ved godt, man ikke sådan kan stille uret efter de dér babyer og diverse datoer, man får stukket i hånden, men både sol og måne (eller mest min krop) har tydet på og givet hints i alle retninger om, at ham her nok også kom lidt før tid. Hvilket han selvfølgelig godt kan nå endnu, da deadlinen hedder 14. april, men stadigvæk…
Jeg vil godt lige sende en kærlig undskyldning til de mennesker, som storken kontinuerligt svigter, for jeg lyder givetvis som en snotforkælet teenager, der har fået nej til weekendens privatfest, men det begynder sgu at tynge lidt på flere niveauer nu, og det kan man (læs: jeg) godt blive en lille smule sindssyg af. Men jeg ved altså godt, at jeg er latterligt heldig.
Det sætter bare min tålmodighed lidt på prøve, når jeg kan se den fine forårssol danse på kinderne af folk med solbriller udendørs, mens jeg har været indenfor de samme 4 vægge i noget, der mest af alt minder om en evighed. Min konstant afbrudte og nærmest ikke-eksisterende nattesøvn kombineret med 20 ekstra kilo, toppet med en diskusprolaps (hvor ømt…) resulterer i, at selv en tur i Netto bliver et dagsprojekt (som Mikkel derfor tager sig af). Jeg er træt af at være tyk, ynkelig og på langs det meste af tiden. Jeg vil ud! Jeg vil glo op i et andet loft end mit eget, også selvom det er OUH’s variant i flaskegrøn, jeg vil godt holde mig vågen lidt længere end Marius, og så vil jeg så gerne be’ om råderet over egen krop igen. Og så glæder jeg mig naturligvis mest af alt til, at vi alle tre skal møde familiens fjerde medlem!
…Og til jeg ikke længere er den kedelige mor-type, som kun kan svinge sig op til at spille fodbold gående.