Min store, lille dreng

Han returnede idag fra sin far og bragte kage og godt humør med sig og faldt lige ind i afleveringsritualet, som han kender så godt. Han fik gennemgået de seneste begivenheder, store som små, med sine tre voksne over kaffe og Capri Sonne, og gensynsglæden overfor lillebror var stor. Nu ligger han atter i sin seng og sover, og jeg tiltusker mig et øjebliks holden-i-hånden, mens han giver sig en lille smule og gumler lidt i søvne. Han er et følsomt og eftertænksomt lille menneske, som på samme tid har taget imod sin nye rolle som storebror med mod og åbne arme. Selvom jeg ikke er nærig med at fortælle ham det, tror jeg ikke, han helt forstår, hvor højt jeg elsker ham, og hvor fascinerende en fem-årig personlighed, han har. Jeg savner ham helt, selvom han ligger lige dér, for jeg skal både dele ham med hans far, papfar, lillebror og en hel håndfuld bedsteforældre i ny og næ. Heldigvis.

Vi nyder allesammen det (relativt) nye firkløver til fulde, og Marius plastrer sin lillebrors bløde babyfjæs til i kys, når han kan komme til det. Vi deler allesammen tiden med hinanden, men i denne tid mest på babys præmisser. Naturligvis. Sådan er det, og sådan skal det være. Men nu, hvor den største og den mindste dreng går aftentur, har jeg mest af alt lyst til at vække den mellemste, så vi helt uforstyrret kan stene en film, løbe ned på legepladsen eller lægge et puslespil helt uden pauser. Men jeg skal nok lade være…

Ud af boblen med et (næsten) latte-øjeblik

Som nogen måske har luret på Instagram, har Frede og jeg idag været overladt til os selv siden middagstid. Mikkel læser op til den sidste eksamen inden små 11 (!) ugers sommerferie, og jeg planlagde derfor en lille tur ud i noget, der mest af alt mindede om oktober på en god dag. Jeg forSTÅR ikke, hvad der sker på vejrfronten. Jeg stresser for vildt over, at juni måned har spildt sig selv på skyer og regnvejr, når september formentlig ikke har tænk sig at tilbagebetale og overtage sommertjansen. Så en hel måned er ligesom gået tabt. Sommeren er mit vinterblues-rehab, hvor jeg lader op til endnu en gang røv på vejrfronten. Det virker bare ikke rigtigt efter hensigten, når sommeren stikker én langefingeren og leger efterår. Jeg giver den indtil 1. juli, ellers flytter jeg sgu. Eller pynter op til jul. 

Nåhmen, i løbet af et par timer eller tre var både Frede og jeg afspiste og gylpfri, så vi (læs: jeg) fik bakset barnevognen ud gennem verdens mest rådne dør i gården og ud i det fri. Da jeg dér kom svansende med sovende barn i vognen og mig selv i mine (lukkede) præ-børn-skinny jeans (sgu!), tog fanden ved alt mit barselsoverskud og stoppede ud for “kaffe-to-go”-skiltet hos Nellie’s. Jeg vendte dog hurtigt øjne af mig selv, og besluttede mig for ikke at risikere babys opvågnen ved en stillestående vogn og gik derefter målrettet mod Dyrup (ja, malerbutikken. How manly). Jeg er nok alligevel ikke den dér lattedrikkende barselstype, selvom jeg virkelig godt kan lide latte (det er vel mest af alt bare kaffe med mælk, ikke?). Jeg har ingen kopholder på vognen (endnu), til gengæld har jeg fortræffelig neskaffe herhjemme, som efter et par timer og 2-3 gange i mikroovnen lever fint op til min kaffestandard (eller mangel på samme).

Vi fik handlet grej til mit maleprojekt, og da Frede stadig sov på den anden side af et besøg i Panduro efter barnedåbsinvitations-remedier, blev jeg overmodig og gik i H&M (hvor han naturligvis vågnede) efter denne bodystocking med tilhørende leggings (og hat, åbenbart). Overmodigt var det egentlig ikke, da han var vågen hele vejen hjem og kun småbrokkede sig to gange. Så alt i alt en succes med et minimum af våde håndflader (by the way, Tiger, I gik glip af en ellers købeglad type, da jeg slet ikke kunne overskue tanken om en barnevogn i jeres crowdede, rulletrappebefængte labyrint-butik. Nå!). 

Nu venter jeg på, at computeren, der holder på dåbsinvitationerne, kommer hjem (sammen med Mikkel, forstås), så jeg kan få produceret invitationer til godt og vel 60 mennesker. Heldigvis har Ben&Jerry’s lovet af holde mig beskæftiget så længe.

  

Døgnrytme, aftentur og urbane ænder

Mikkel er blevet ret glad for trillende aftenture med det mindste barn i vogn. Så sådan én tager de sig lige nu. Tror, det er en blanding af hygge, ro og så sandsynligheden for, at Frede muligvis falder i søvn for natten, da hans døgnrytme stadig halter en hel del. Det første stykke tid kørte det egentlig okay med lidt random lure i løbet af dagen og aftenro omkring 23. Men så kom tigerspring, bevidsthed og tarmluft ligesom i vejen. Derfor har Frede valgt at gå i seng på absurde tidspunkter som klokken 4 om morgenen, og det ændrer jo ikke på, at vanedyret Marius vågner klokken 7. Desuden er der ingen, der ved, hvornår Frede sover 5 minutter, og hvornår han sover en time. Sidstnævnte er nok sket omkring fem gange, siden han ankom. Så han er ikke ligefrem en long-nap-kinda-guy. Hvor finder man den bedste slyngevugge? Og er der mere kaffe?

Udover det, går det godt med husets lillebror (og også med den store, altså). Frede har nu været her i rundt regnet to måneder, og han har taget ligeså mange kilo på. Udover det, er han vokset 11 (elleve!) centimeter. Det er ikke noget, han har fra mig i hvert fald. Jo, altså, steroidemælken er min, men vækstgenerne er nok fra hans faderlige ophav. Desuden har han i 1,5 uges tid trillet om på ryggen, næsten hver gang han bliver placeret med bugen nedad. Need I say, at tiden har alt for travlt?

Store og Lille går som nævnt tur, Mellemste sover, og jeg er således overladt til Johanne Schmidt Nielsen, der hælder vand ud af ørerne på mit TV. Jeg er egentlig vældig interesseret i politik, men smid Helle T’s øjenbryn og en selfie-stang (!) oveni, og jeg er ved at være mæt. Derfor så jeg ingen anden mulighed end at forlade stuen til fordel for altanen (og kaffe) for at fodre det nydelige, urbane andepar, som har hængt ud i vores baggård hele dagen. De blev glade, og jeg fik luget ud i overmodne krydderboller.

Nu kan jeg høre drengene på trappen, og jeg krydser fingre for, den mindste af dem sover. For jeg kunne ret godt tænke mig at drikke en kop kaffe med den store.

En arm-baby

Hvis nogen af jer har Instagram og øjne, vil det næppe være gået jer forbi, at 90% af Danmarks bloggende befolkning og tilhørende børn slider Fårup Sommerlands forlystelser op right this second. Det gør jeg ikke (noget med, at fynboere med under 1.000.000 følgere ikke er inviterede… Pfff, hej Legoland!). Jeg gør det istedet som sofa-ammer, mens jeg håber på, at Fredes humør er stabilt og venligt nok til at slentre en tur med babytransporten senere. Jeg har næsten glemt, hvordan vores fire vægge ser ud på ydersiden. Jeg tror nok, det er rødsten.

Vi er i den lidt mærkelige mellemfase herhjemme, hvor Frede ikke længere sover døgnet rundt, men stadig er lidt snæversynet, angående hvad kan sælges som god underholdning. Han vil mægtigt gerne pludre og smile, men vi skal meget nødigt bryde os om, at lægge ham fra os i mere end 8-12 sekunder, og skulle der nå at passere ét minut, råber han ting som “vanrøgt!” og truer med at ringe til kommunen. Så han er sådan en arm-baby, og det er okay. Og lidt udfordrende indimellem. Mest fordi Mikkel og jeg indimellem godt gad at kunne bytte sko, bare lige for fem minutter. Han vil så gerne kunne gøre lidt mere på trøste-/madfronten, mens jeg godt kunne tænke mig at prøve sådan et karbad. Eller en tur i Netto. Men jeg kan ikke passe en str. 45, og Mikkel har (heldigvis) ingen bryster. Så lige nu er vi lidt fastlåste i rollefordelingen, hvilket også er okay. For lige om lidt drejer babyen rundt i institutionshjulet, og pludselig spørger han med korslagte arme, hvorfor han skal være hjemme inden 23. Så lige nu husker vi at nyde det.

Regnvejrsdag i juni

I går klokken 11.30 forlod Mikkel matriklen til fordel for at sidde med hovedet i eksamensbøgerne, og han vendte hjem kl. 04.30 til morges. Han har gang i en 48-timers eksamen i kvantitativ analyZzzz… Analyse. Da hverken jeg eller drengene har en jordisk chance for at bidrage konstruktivt til de to tidspressede døgn, har han gang i et kaffemisbrug med resten af studiegruppen i en eller andens aneks.

Og det leder mig til lige at nævne: Jeg har været alene to dage med begge børn (med veninde-support fra kl. 16 idag, så det tæller ikke helt). Vi kom alle igennem det. Helskindede endda. Der var ingen, der slog nogen med nogen, og den eneste, der råbte en lille smule, var Frede. Som jo altså er i sin bedste ret til det, da han kun har kendt verden i små syv uger. Det gik over al forventning, men hold nu kæft, jeg glæder mig til eksamensugen fra helvede er overstået. Det samme gør sig vistnok gældende for Mikkel. Det er helt pjattet, så meget det dér ekstra sæt hænder (og hændernes ejermand) gør, når babyen enten sover 5-minutters-lure eller pjevser, mens den store godt vil holde teselskab. Nu.

Da vi nærmede os den tid på førstedagen, hvor Marius skulle afhentes, stod det naturligvis ned i lårfede stråler, mens blæsten rev regndråberne rundt. Og hvor var nu regnslaget til babytransporten? Ude i sandkassen naturligvis, hvor jeg lagde det under flytningen… For to år siden. Og der var det minsandten stadigvæk, 48 liter regnvand vådere. Og det er ikke svært at danne sig et billede af, hvordan sådan en formsyet presenning fungerer efter to års forsømmelse: Som bofællesskab for edderkopper og fuldfede snegle. Tik-tak. Marius skulle hentes, og Frede skulle helst forblive tør under hele turen. Jeg gik straks igang med febrilsk at afsnegle verdens klammeste regnslag, vaske det i badekarret, give op, holde babyen på gulvet tilfreds, smide regnslag i vaskemaskinen, indse at sådan en vask tager tid, pakke førnævnte baby forsvarligt ind og finde et regnslag fra Ikea frem. Sådan et til mennesker, altså. På vognen med den alternative presenning, afsted med mig (i klipklappere – tak, ammehjerne), og med den ene hånd forsøge at styre vognen (med svingbare forhjul…), mens den anden slås med Bodil vol. 2 for at fastholde regnslaget. Tak til juni for en daglang og dårlig prank på vejrfronten.

Om aftenen indtog vi frysepizza, fordi det er det nemmeste at tilberede med én hånd, mens vi drak fredags-cola (som Marius kaldte det) midt på en tirsdag, fordi det går godt sammen med pizza. Der blev badet, børstet tænder og læst godnathistorie, og efterhånden kan jeg klare næsten alting med én hånd. Lige med undtagelse af at sætte ny skraldepose i den dér dims på indersiden af køkkenlågen. Det kan med fordel udføres med hjælp fra knæet.

De sidste to døgn har været gode, og Marius kan høste den fulde credit. Han giver plads til, at lillebror kan larme og har tålmodighed til, at mor er lidt langsommere end normalt. Han er så stor (og lille) og forstående, og jeg kan næsten ikke bære det. Men vi glæder os stadig til, at husets største mand vender hjem.

Da den førstefødte fyldte fem

Min førstefødte fyldte fem i fredags. Fem. Det er helt latterligt, så travlt tiden har fået, siden han lagde vejen forbi en smuk og varm (!) maj-dag i 2010. Han er den store herhjemme, den store i børnehaven, og han skal starte i skole næste år, hvor han atter bliver den lille. Rigtig skole med spisefrikvarter, skolegård og små lektier. Han står på venteliste til den skole, jeg selv befandt mig på (nu og da) indtil 2008, da jeg afsluttede 9. klasse. Børnene er dog mange og nåleøjet ganske lille, da der først og fremmest er fortrinsret for søskende til dem, der allerede går der, og der kun startes to børnehaveklasser op. Måske jeg skulle svinge forbi og spørge, om der findes en min-mor-gik-her-for-7-år-siden-fordel. Næppe.

Nå, men fredagen forløb med morgensang for Marius, og kort tid efter han var ude af sengen, tikkede de første Lego-æsker ind. Marius’ far kom forbi, og vi fulgtes ned til min mor, hvor der var plads til de nogen-og-tyve gæster, som kom og fejrede verdens bedste Muf. Og nøjagtigt som sidste år slog familien Far, familien Mor og familien Mikkel hovederne sammen og hang ud det meste af dagen med boller, lagkager, kakao, røde pølser i ristede hotdogs og rigelige mængder Lego. Sådan hyggeligt og helt uformelt, og den fem-årige elskede det hele. Han endte på omkring 13 pakker Lego, så de næste par uger er jeg formentlig at finde begravet i farverige plastikklodser og byggemanualer med en baby spændt fast på ammepuden.

Fem-årige Marius er kærlig, betænksom, sød, forsigtig og ret sjov (hvis jeg nu selv skal sige det). Han har holdt min hånd, siden jeg var blot 17 år gammel, og han har lært mig ting om livet, han ikke selv kender til. Han er min lille følgesvend, min første baby, og han gør det urimeligt nemt at være hans mor. Oveni hatten er han vistnok en ret god ven, hvilket også kom til udtryk forleden dag, da Marius trådte igennem porten til børnehaven, og hans bedste ven fik øje på ham og udbrød: “Så bliver det alligevel en god dag!”. Og det er som regel den effekt, han har på sine omgivelser. Han er en god dreng. Min dreng.

I skrivende stund holder Frede og jeg skansen herhjemme, mens Mikkel er udenbys i selskab med studiegruppen for at catche up på eksamenslæsning. Heldigvis har vi Viennetta-is i fryseren og Coca Cola i køleren, og det har nu udgjort desserten til min Crüsli-morgenmad (chokolade-varianten, naturligvis).


Jeg påminder lige kærligt om muligheden for at følge med på FacebookInstagram og Bloglovin’. Det skulle være så godt med de dér sociale medier, har jeg hørt.

Tiger på spring, mor i skjul

Eller i hvert fald i sofaen. Vi er sådan lidt socialt amputerede for tiden (mest mig), fordi baby har det bedst på den måde. Vi har haft en del arrangementer den sidste uges tid, og nu er det atter tid til at sætte sig til rette i ammehjørnet og lade den momentane ro sænke sig.

Jeg har ikke ofret de famøse tigerspring meget opmærksomhed før nu, hvor de begynder at passe foruroligende godt på den baby, jeg har liggende på ammepuden størstedelen af dagen. Frede rundede de 5 uger i torsdags, og han tager tilløb til transformeringen fra spædbarn til baby. Det kommer for tiden til udtryk ved, at jeg har fået en siamesisk miniature-tvilling, som er vågen en del timer ad gangen, skiftevis deler babysmil og svinere ud og har fået øje på verden omkring sig. Og så kan det som bekendt også medføre en del amme-ædeflip, og det gør min håndtering af praktiske opgaver herhjemme en anelse mere udfordrende. Jeg får trænet mine skills indenfor multitasking, og det ender gerne i en form for squatting, når jeg tømmer opvaskemaskine med mit 5-kilos menneskeformede påhæng i bæreselen, og det kan vel også noget.

Jeg prøver at vente tålmodigt, til min rolige, sovende baby igen dukker op. Indtil da: Mere kaffe.

Fejl, jeg begår dagligt

– Antager, at jeg sagtens kan nå at folde den brugte ble sammen og smide den i posen lige ved siden af puslebordet, inden drengebarnet beslutter sig for at tisse udover alt. Det kan jeg sjældent.

– Lader min stædighed overdøve min fornuft med det resultat, at jeg hellere slæber 7 indkøbsposer i to hænder (og en mund) fremfor at gå to gange. Min dårlige ryg griber gerne chancen til at minde mig om det næste dag. Og dagen efter.

– Bilder mig selv ind, at det er fint nok, hvis bare jeg sover inden 01.00. Det er ikke fint nok. Men efter en dag med semi-urolig og meget vågen baby, finder jeg det åbenbart logisk liiige at klare alle de dér småting sidst på aftenen, når han endelig sover. Nej, nej. Nej. Sov når baby sover. Spis når baby spiser. Støvsug når baby støvsuger…

– Spiser, mens jeg ammer. Jævnfør punktet ovenover, kunne det måske virke smart, men det ender på en eller anden måde altid med en baby med krummer all over og pålægschokolade på hagerne. Og tøjet. Og moren.

– Prokrastinerer røven ud af bukserne. Jeg har for eksempel fået malet min køkkenrulleholder (!), mens hjulet på barnevognen stadig er ret så fladt.

– Mener, at jeg sagtens kan leve en hel dag på to is og et æble. Det er dumt.

– Når ind i brusekabinen. Vandet er tændt… Og jeg har glemt den obligatoriske vaskeklud. Igen. Japper gennemblødt over badeværelsesgulvet og efterlader dermed et godt stykke optørringsarbejde til mig selv. Every. Fucking. Time.

– Går nedenunder uden at tage så meget som én pantflaske eller ét stykke vasketøj med mig fra 1. salen. Kommer i tanke om det, når jeg atter er ovenpå. Samler vasketøj sammen. Ned igen. Tilbage ovenpå. Glemte jeg ikke et par kaffekopper nede på soveværelset? *Facepalm*. Ned igen. (Luksusproblemer edition “To-etagers lejlighed”).

(Instagram @dittekirk)