Huleboer eller hurtigløber

Egentlig har jeg længe tænkt på at skrive noget om det at være en form for hjemmemenneske, men som med så meget andet, er det blevet ved tanken. Indtil jeg for noget tid siden læste et blogindlæg hos Sofie, hvor en kvinde ikke længere ville følge med, fordi Sofie ‘ikke kunne magte andet end at være mor’. (At vedkommende tilmed havde behov for og åbenbart følte sig berettiget til at sige det højt, er en ganske anden (omend ligeså interessant) debat.)

Nåhmen, først og fremmest kan jeg kun erklære mig enig med Sofie i, at vi allesammen er mødre på forskellige måder, trives under forskellige omstændigheder og har vidt forskellige børn og forudsætninger generelt. Og så længe ingen lider overlast, skal vi holde vores fordømmende snudeskaft ude af andres moderskab.

Jeg går hjemme med Jens på 9. måned. Der gik knap tre måneder, før vi overhovedet var ude på barnevognstur. Fordi jeg hellere ville sove lur (eller bare ligge) sammen med ham, når han sov. Han begyndte først rigtigt at sove lur i barnevognen, da han var små fem måneder. Fordi, well, det var koldt udenfor og både nemmere og hyggeligere bare at amme og slumre i dobbeltsengen. Og tiden har som bekendt fået travlt, siden den bragte børn ind i mit liv. Jeg ved fra de andre gange, at en barsel varer ligeså længe som et fingerknips, så derfor laver vi mildest talt ikke en skid, og det fungerer for os. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det at bo i et samfund, hvor ambitioner, omstillingsparathed og målbare resultater prises i høje toner, ikke engang imellem stikker til frygten for at være eller blive tilovers. For ikke at være karriereminded eller ambitiøs nok. Jeg har prøvet, både med jura og psykologi, fordi jeg på mest forkælede vis har kunnet søge direkte ind på alle uddannelser i landet (minus noget international business på CBS, men virkelig fred være med det) og være så godt som sikker på at blive optaget. Og det må man jo som bekendt ikke ‘lade gå til spilde’, hvad end det så betyder. Jeg har prøvet, men begge gange har jeg måttet sande, at det arbejdsliv, der ventede mig for enden af fem års studier, ikke var det, jeg i virkeligheden drømte om; men måske snarere at jeg drømte om at drømme om det. Jeg ville gerne ville det. Men sådan fungerer jeg åbenbart ikke.

Der bliver ofte lagt vægt på, at man er andet og mere end mor og vigtigheden i ikke at glemme det. Men der er også forskel på, hvordan man fungerer bedst i rollen som netop dét. Om man trives bedst med en masse kasketter, man kan kaste op i luften og gribe, mens man løber, eller om man fungerer bedst med at veksle mellem få i et lidt langsommere tempo. Jeg selv hører uden tvivl til den sidste kategori, og det har jeg nok altid gjort – også selvom det ikke lyder særligt badbusinessbossbabe-agtigt at sige højt. I og med jeg var 17 år, da jeg blev mor første gang, har det været den kasket, jeg har båret længst og kender bedst. Nok har jeg altid været en slags gammel dame indeni, men derfor var jeg langt fra hverken helt eller halvt færdig med at forme min identitet som 17-årig; det ved jeg dårligt nok, om jeg er her 10 år senere. Men moridentiteten er altså den, der har været med mig længst, og den bliver i en eller anden grad definerende for mange andre aspekter i mit liv. Naturligvis, tænker jeg.

Jeg har aldrig prøvet at være andet end studerende, mens jeg har haft børn, og selvom det har givet mig en gudsbenådet fleksibilitet, som jeg aldrig ville bytte for noget, sveder jeg også en lille smule i angstens navn ved tanken om den dag, jeg skal lære at balancere et fuldtidsjob oveni. Jeg tænker, det nok skal gå til den tid. Jeg krydser broen, når jeg kommer til den. Sådan har livet det jo oftest med at udforme sig. Man finder en måde, en vej, en løsning. Før eller siden.

Ellers kan jeg kigge på min søster, der bor lige rundt om hjørnet. Hun er den komplette modsætning af mig ift. jern i ilden, bolde i luften og energiniveau helt generelt. Hun har, ligesom jeg selv, tre drenge. Hun har født sine på fem år, mens det har taget mig ni. Nu er hun på barsel for tredje gang, og hun går atter til babysvømning, tumlastik (it’s a thing), barnevognstræning(?) og ses med mødregruppe(r). Mine to store nevøer er on fire, de løber, hopper, klatrer, cykler, slås, griner, leger og er under ingen omstændigheder bange for toget. Men de nørder også med småting som fx Lego (bevares, de har så også et helt værelse på størrelse med vores stue KUN dedikeret til de små plastikklodser, så det manglede da bare). Mine egne børn kan selvsagt også larme, men det er i ligeså høj grad noget med at lægge sig ned på gulvet og køre en lille bil frem og tilbage, mens hjulenes roteringer nøje observeres, eller samle verdens mindste perle op på vej hjem fra børnehave og gemme den i jakkelommen i årevis, ligesom de kan bruge lang tid på at størrelses-/mængde-/farveinddele og koordinere forskelligt legetøj #wearesomuchfun. Både mine og min søsters børn indeholder altså de samme komponenter, både tonser- og fordybelsesdelene, bare i forskellige blandingsforhold. Og det, tror jeg, er et meget godt billede på, at man i vid udstrækning synkroniserer med sine børn og det tempo, man lever i og trives med. Jeg kan godt føle mig småproduktiv, hvis jeg både har været i bad, støvsuget OG handlet på én og samme dag, mens samme scenarie for min søster nok ville betyde, hun var blevet lagt ned af noget influenzalignende. Jeg kan godt kigge på min søster engang imellem og misunde hende, at der ikke var meget krudt-i-røven tilbage at dele ud af, da det var min tur til at blive produceret. I stedet fik jeg overtænksom- og letpåvirkelig-af-vejret-genet, men sådan er der jo så meget.

Vi er ikke særligt gode til at prioritere kæresteture og den slags, men vi har det ret godt alligevel. Og så længe ingen lider under det, virker det omsonst at ændre en masse ting, fordi “man skal huske sig selv”. Og selvfølgelig skal man huske sig selv, men måske det især er vigtigt at huske, at netop dét, at huske sig selv, betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Det var mange huske’r. Sidst Mikkel og jeg var sådan rigtigt ude, var til en Ed Sheeran koncert, da jeg var højgravid med Jens. Gangen før var i 2018, hvor vi var til koncert med Sam Smith og formåede at falde i søvn synkront. Under koncerten. Vild ungdom.

Jeg tror bare, jeg gerne ville sige, at det alt sammen er godt nok. Også til mig selv. Hvis du trives med at gå i hule-mode, så gør din baby nok det samme, og genererer du energi ved at komme ud af huset, så smitter det overskud med al sandsynlighed af på dine omgivelser og din baby. Jeg er ret sikker på, at vi allesammen over hele linjen gør det, vi kan og skal og føler for. Og det er godt nok.

Jeg undrer mig lige lidt over… #7

Hvad man kalder den tid i ens liv, hvor man er voksen. (Altså aldersmæssigt. Har efterhånden erfaret, at det er noget, vi leger, og at alle tror, de andre er de rigtigt voksne. Det er en illusion.) Vi har barndommen, ungdommen og alderdommen. Hvad er der sket med voksendommen?

Hvor meget is i maven det kræver at købe hus. Nu har vi set ét, hvor både pris, beliggenhed, stand og størrelse spiller, og jeg vil bare gerne flytte ind. Det er der også tre andre par, der gerne vil. Og så skal man snakke med en bank og alle mulige andre vigtige mennesker. Voksendommen er altså ikke for sjov.

Hvad fanden Dalgonakaffe er.

At jeg de sidste 53 dage har været helt alene hjemme i sammenlagt tre timer og stadig har hår tilbage på hovedet. (Ikke meget dog, men det skyldes primært noget med amning og hormoner og den slags.)

Om Mette Frederiksen også ligger på puden med sin telefon og scroller lidt rundt, inden hun skal sove. Og om hun overhovedet sover for tiden.

At min førstefødte snart har en tocifret alder. That’s a first.

Hvad der mon gik forud for historien, da et søskendepar på måske 6 og 8 kom stampende rytmisk på fortovet med korslagte arme ud for vores forhave, mens de sang “vi siger fandme nej, pisselorterøv” gentagende gange. Man skulle nok have været der.

Hvor fortrøstningsfuld og modløs jeg bliver på én og samme gang af Instagram. Fortrøstningsfuld, fordi der findes så åndssvagt mange gode mennesker, der gør gode ting og skriver gode beskeder. Modløs, fordi der findes så uoverskueligt mange, der ikke har noget begreb om, hvilke spor deres tarvelige digitale færden trækker efter sig.

Hvorfor man (altså, jeg) vågner med akut brystbetændelse, når ens baby er 8,5 måned gammel og der ligesom ellers er balance i udbud og efterspørgsel.

Hvad jeg skal være, når jeg bliver voksen. Altså “voksen”. Og om jeg nogensinde finder ud af det.

Hvordan vi nogensinde får flyttet herfra, når jeg allerede nu får trang til at lægge mig i fosterstilling ved tanken om at skulle pakke hele vores hjem ned. Inklusiv loftet. Åh, gru, loftet.

At der kun er godt og vel to måneder tilbage, til min barsel er officielt slut. Jeg håber i den grad, det kan lade sig gøre at forlænge den.

Hvordan det reelt set bliver at få et hjem, der har plads til fem menneskers og tre dyrs ejendele (ikke at dyrene har vildt mange ejendele, men de fylder sgu alligevel). Og om man i så fald bare stacker ovenpå og ender i samme situation igen.

At det officielt er maj måned, og Frede stadig skal have 32 forskellige stykker overtøj med i børnehave.

Hvorvidt alle nytilkomne læsere mon tror, jeg udelukkende udtrykker mig med tunge ord om alvorlige emner. I så fald er indlægget her nok en spoiler i sig selv.