Noget om en lydfil

Først og fremmest: Dette er et af de hurtigste blogindlæg, jeg har skrevet. Jeg er typen, der skriver noget, gemmer en kladde, går til og fra, retter ord og vendinger, kommer på skarpere formuleringer, fylder mere på, gemmer kladden igen, hvor den så får lov at passe sig selv, til al aktualitet er forsvundet, fordi jeg alligevel ikke var helt tilfreds med det, jeg havde fået skrevet. Det er det, mine damer og herrer, der hedder ‘hæmmende perfektionisme’. Eller i hvert fald noget med at overtænke ting helt i smadder. Men nu får I et indlæg, jeg har skrevet på én gang. Så jeg beklager (nok mest overfor mig selv), hvis jeg kunne have formuleret mig bedre, men jeg håber, I fanger pointen alligevel.

Okay. Jeg havde egentlig valgt ikke at gå yderligere ind i det her, fordi det er en hårfin balance. På den ene side mener jeg, man har ret til at blive introduceret til andre perspektiver og vinkler på emnet end den, der fremlægges som værende den eneste sandhed hos virksomheden bag pågældende lydfil. På den anden side mener jeg, at nogle ting bør ties ihjel.

Men nu er katten ligesom ude af sækken, så derfor vælger jeg at knytte en kommentar til emnet og uddybe, hvad det er, jeg finder problematisk ved en sådan udgivelse. Helt generelt kæmper jeg noget med pseudovidenskabelige tilgange og det alternative univers i helhed, så jeg er muligvis også farvet deraf, men jeg skal gøre mit ypperste for at forholde mig sagligt. Igen. Det kræver mere, end man måske lige skulle tro, men jeg prøver det bedste, jeg har lært.

Pågældende virksomhed har, som (altid fantastiske) Karoline bag Hvidkaffe nævner, en udfordring i forhold til netop at definere, hvornår privatpersonen slutter, og hvornår virksomheden begynder. Det kan i mine øjne være grobund for en lang række problematikker i forbindelse med influencerbranchen helt generelt. Det kan som følger være vanskeligt at navigere i, hvornår en influencer fungerer som onlineveninde, og hvornår de ligeså stille begynder at gnide håndfladerne mod hinanden, mens dollartegnene vælter ud af øjnene. Igen smider jeg lige en disclaimer med det samme: Jeg har ikke et generelt problem med influencere. Der findes mange dygtige, kloge mennesker, der forvalter deres position med stor professionalisme. Der findes desværre også en lang række, der gør det modsatte.

Denne virksomhed, der nu har udgivet en terapeutisk lydfil, springer netop i øjnene på mig, fordi den har en længere række af… uheldige sager bag sig. Her tænker jeg først og fremmest på en episode, hvor der blev brugt vendinger som “antidepressiv er gift for hjernen” – skarpt efterfulgt af rabatkoder og reklamer for cannabisolie. Det er ikke at være sit ansvar overfor (på det tidspunkt) små 40.000 mennesker bevidst. Det er det simpelthen ikke. Her er det businessdelen, der lader til at tale. Når kritikken fra myndigheder, fagfolk og journalister (bl.a. formidlet via Shitstorm på P1) så begynder at vise sig, bliver taktikken noget med at skifte til privatperson, som føler sig misforstået og udstillet. Men hvis man som virksomhed bringer noget på banen, man har interesse i at tjene penge på, så må man også forholde sig professionelt til den kritik, det afføder.

Især punktet med (ikke) at forholde sig til kritik er en problemstilling, jeg ser gentagende gange. På Instagram er det muligt at slette og blokere folk i ét væk, således at al (konstruktiv) kritik og berettiget undren censureres væk under påskud af at være “hate”, misundelse og smertende numser. Også når dette ikke er tilfældet. Jeg synes, det er fair, at vi ser verden på forskellige måder, men det må simpelthen gælde over hele linjen, at vi som voksne mennesker, som virksomheder og forbrugere, kan spørge ind, forholde os nysgerrigt, kritisk eller undrende – uden at få mundkurv på. Alternativt skal man holde sig helt fra at reklamere for og indgå samarbejder med kontroversielle foretagender. Så er man ligesom ude over dén. Og jeg ved, at “det er menneskeligt at fejle” er et argument, der bliver brugt flittigt, men det fejer ikke automatisk alle problemer af vejen; det kræver stadig, at man aktivt forholder sig til de menneskelige fejl, man begår. Især hvis man begår dem igen og igen.

Nå, men, tilbage til lydfilen. Først og fremmest er jeg fra et hjem, hvor man som udgangspunkt lader folk med den rette faglige baggrund tage sig af de dertilhørende opgaver. Min mor er psykoterapeut, min stedfar er læge, og det er muligt, at min skepsis i forhold til den alternative verden udspringer en smule derfra. Jeg er ikke blind for, at der kan findes et hav af forskellige metoder, der virker for forskellige mennesker, men når man som virksomhed uden faglig relevant baggrund både udtaler sig om medicin til psykisk sårbare mennesker og nu udgiver en lydfil, der kan hjælpe dig med alt fra kærestesorger til fødselsdepressioner, så er det i mine øjne et problem.

For mig at se består det egentlige problem ikke så meget i selve lydfilen. Det består i alt det rundt om den. Det består blandt andet i at sige, udgivelsen kun har affødt én negativ kommentar (fra en, der ikke kan unde andre succes), når en række udsagn på dele af internettet, der strækker sig udenfor blokeringsfingerens rækkevidde, siger noget helt andet. Mange gange. Det består i, i ét væk at dele positiv feedback fra folk, der eksempelvis efter en 7-årig periode med både angst, depression, PTSD og borderline får vendt bøtten på baggrund af 20 minutters lyd. Det er mere end almindeligt misvisende. Jeg tænker ikke som sådan, at en lydfil på 20 minutter – isoleret set – skulle udgøre en stor fare. Jeg tænker, det er alt det omkringliggende; selvophøjelsen, den monologiske kommunikationsstrategi, den vedvarende deling af beskeder fra mennesker, der gennemført idoliserer kvinden bag (uanset, hvad hun gør eller siger). Det er i allerhøjeste grad at skævvride det billede, man sælger til sin følgerskare.

Men dér, hvor det for alvor strammer til, er dér, hvor pengene træder ind. Hvis udgivelsen i stedet havde handlet om, at det var en slags 20-minutters peptalk-podcast, man kunne bruge, hvis man havde lyst til et kærligt klap, havde det givetvis set anderledes ud. Men når man promoverer en lydfil så aggressivt og samtidig skruer patos helt op, så bliver resultatet noget ganske andet. Når man både har behov for at sige, at man SAGTENS kunne have taget MEGET mere for lydfilen (taler produktet voldsomt op – fremstår samtidig generøs), at den selvfølgelig udkommer til lønningsdag, så alle dem på kontanthjælp OGSÅ har råd (good guy, der tager hensyn til de svage), men at introprisen på 149,- altså KUN gælder den første uge (opildner til hurtigt køb – men stadig good guy, for den kunne jo have kostet MEGET mere).

Her har vi (i min optik) kerneproblematikken. At man gentagende gange fortæller, hvor stor empati, man besidder, og bare ønsker at kunne redde hele verden. Derefter laver man en fil til psykisk sårbare, bruger ovennævnte tricks til at skabe salg, alt imens den overrosende feedback kører i loop på virksomhedens profil. Jeg mener bare, hvis det er ens hjertesag at få spredt sin beroligende stemme, så kunne man gøre det på mange langt, langt finere måder, der ikke indebærer at tjene fedt på (karantæneramte) mennesker med flossede nerver. Nu har vi jo fået at vide adskillige gange, hvordan der ellers svømmes i tilbud om samarbejder med mulighed for at vælge og vrage, for pengene mangler i hvert fald ikke. Så derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere i, hvornår man mon mener at have skummet fløden nok.