I går morges gik jeg i gang med at forfatte et indlæg om, hvordan min førstefødte og jeg hang ud i sofaen, mens babyen (endelig) havde hengivet sig til en morgenlur. Klip til mig der, med tunge øjenlåg og halvt i søvne, holder V-knappen i bund i adskillige minutter og nu sidder med et blogindlæg, der giver endnu mindre mening end første udkast. Marius puffede mig i siden med ordene ‘du fik vist lige en lille lur, mor’, hvorefter han, efter at have stukket hovedet ned i vuggen, påpegede, at Frede altså var vågnet. Pis. Og lort. Frede sover som en højgravid kvinde for tiden. Han vågner hundrede gange i løbet af natten og giver til sidst op ved 5-tiden, hvor han erklærer dagen for åben. Derfor hænger mine øjenlåg tungt nede omkring navlen, og mine rande under øjnene ligger omkring ‘aubergine’ på farveskalaen. Jeg havde sådan set frem til at have lidt stener-tid med min store dreng i sofaen, hvor vi kunne være morgensløve i hinandens selskab og måske udveksle et par ord om Batman eller dinosaurer, hvis stemningen ligesom var til det. Uden at falde i søvn vel at mærke.
Lige for tiden holder det sgu lidt hårdt. Antal nætter, hvor jeg har sovet igennem det sidste ¾ år(!), er nul. Det er ikke mange, synes jeg. Faktisk en anelse for lidt. Den ellers nemme og glade baby vågner gerne hver anden time natten igennem, af og til oftere. Om dagen sover han et par lure af 20-25 minutters varighed, and that’s it. Det kan man godt blive lidt mat i koderne af, sådan på den lange bane. Og lige for tiden synes banen ret lang. Mikkel gider godt at tage over på nattevagten, hvis det måtte være, men han sover simpelthen så urimeligt tungt, at han ikke vågner. Ja, det ville han måske gøre, hvis han underbevidst var klar over, at ansvaret hvilede på hans skuldre. Måske. Han er imidlertid ikke helt indstillet på at løbe den risiko, så han vil hellere bare sidde oppe som vagt hele natten, og det er jo også noget rod. Især fordi jeg (uanset hvem vagten måtte tilhøre) vågner af den mindste lyd fra Frede, og på den måde ville vi alligevel ende trætte og udkørte begge to, og så er vi jo lige vidt.
Generelt er starten på 2016 lidt slap i det for vores vedkommende. Mest fordi vores lejlighed er blevet et halvirriterende venteværelse med skimmelsvamp i krogene, hvor vi mest af alt prøver at få tiden til at gå, til vi kan komme ud og få luft under vingerne i rækkehuset og alt det nye, der venter os. Og vi ser frem til det med stor begejstring, det gør vi. Lige nu føles dagene (og nætterne) bare længere end normalt, mens væggene bliver mere og mere tomme, og de brune papkasser begynder at stacke op rundt omkring i stuen. Jeg har sovet på en madras på gulvet i børneværelset i umindelige tider, med Mikkel på en luftmadras ved siden af, og selvom det er hyggeligt, at vi alle fire sover i samme rum, glæder jeg mig til, at det sidste mine øjne ser, inden de klapper i for natten, ikke er Duplo-klodser og puttekasser. Og til at ligge i en ordentlig seng. Udover samsovning, ordner jeg en masse superfede ting med at tage billeder af mugpletter og udfylde skemaer, sidde i telefonkø til LLO og hidkalde kommunemænd, som skal komme og vurdere skimmeltilstanden. Det er lidt uinspirerende.
Nu skal der jo ikke gå fuld Stradivarius i den, så jeg prøver sådan lidt nytårsforsæt-agtigt at kompensere for min manglende søvn ved at fylde lidt andet end mælkechokolade og hvede på min krop. Det er indtil videre ret kedeligt, men det går nogenlunde. Jeg har på årets første par uger både lavet ting med bulgur og “pizzabunde” af blomkål (ja, det skal være i anførselstegn – andet ville være blasfemisk), og inden jeg fik set mig om, havde jeg Urtekrams perlebyg stående på mit køkkenbord. Ja, perlebyg. Hvad skal det nu være godt for? Jeg ved det heller ikke, men det skulle vist gøre sig fint i noget otto-noget.
Jeg forsøger optimistisk at hanke op i mig selv og nyde alle de små nuer, som ikke drukner i vasketøj og nullermænd. For de er der heldigvis også. Nu sover begge mine søde, små menneskebørn, mens deres (pap)far nørder noget på computeren. Så jeg føler mig ligesom nødsaget til at lægge neglelak. Jeg skal jo trods alt lege voksen for en stund i morgen (nu bliver jeg i tvivl, om neglelak er voksent), når Marius’ far og jeg skal til intromøde med rektoren på vores førstefødtes fremtidige skole. Bagefter suser vi sammen over og henter minien tidligt i børnehave, så vi alle kan mødes over en kop kaffe herhjemme i fortet af flyttekasser.

Mig og hvedeklid. Og dadler.