Venteboblen og noget om lange underbukser
Jeg befinder mig sådan et mærkeligt sted, hvor tiden står stille. Altså bare herhjemme, faktisk. Så meget som muligt. Jeg er blevet suget ind i den dér venteboble, hvor jeg egentlig ikke er vildt utålmodig, men alligevel har tilstrækkeligt med smerter og underlige murre-fornemmelser i lænden til, at det godt snart må være. Naturligvis også fordi jeg glæder mig helt tumpet til at møde mennesket, som har haft til huse i min bug de forgangne ni måneder.
Jeg sidder bare lige lidt fast her. Der er fødselsdage og påskefrokoster alle vegne, og jeg har måttet slække på mine ambitioner om at møde op til det hele. Min krop bliver skidesur på mig hver gang, jeg er et sted, som kræver BH (åh, gru…) og lidt pænere påklædning end Mikkels skiundertøj i mutantstørrelse. It sure ain’t pretty, men det er fandeme rart.
Indtil for ganske få dage siden fungerede det sådan, at jeg skruede mit højgravide korpus i et par graviditetsjeans og noget random strik af en art, når jeg skulle ud af døren, for straks at smide det når jeg returnerede, og endelig kunne skifte cowboystoffet ud med det noget blødere alternativ: Graviditets-gamachen! Ja, eller leggings om man vil, men lad os nu kalde en spade for en spade.
Nu forholder det sig sådan, at der er kommet et led mere på mit comfy-clothes. Jeans er forbeholdt helt særlige lejligheder, og gamachen kommer i stedet på ved mindre udflugter, for så at blive skiftet ud med Mikkels lange underdrenge, når jeg atter er hjemme. Tænk engang; at være så gravid, at tøj specialdesignet dertil ikke længere er det foretrukne valg. Måske er jeg alligevel lidt utålmodig. Jeg ser i al fald frem til at down-size meget snart, og grave gode, gamle kendinge frem fra kommodens dyb. Skinny jeans, I’m looking at you.