Kandiserede æbler og redebyggeri
Køkkenet gemmer på chokoladekage og Pingvin-mix fra igår, som vidner om en klassisk fredag aften fyldt med Disney Sjov og sofasump. Men så sker der det, at jeg et eller andet sted i cyberspace bliver mindet om kandiserede æbler, og straks falmer e-numrene og farven på vingummierne altså lidt. Det giver mig stærke associationer til Tivoli, hvor jeg som mindre altid skulle have et af de dér halvslatne æbler beklædt med rød glasering og kokoskrymmel, mens vi kiggede på træer viklet ind i julelys og folk med overfyldte poser. Jeg har ikke været i Tivoli (eller København) i evigheder, men jeg er nødt til at finde en måde at få tænderne i dem på. Jeg stoler ikke på mine kulinariske evner (eller mangel på samme) til at gøre æble-kandiserende mennesker kunsten efter, men hvis det er den eneste mulighed, så giver jeg det altså et skud. Jeg elsker, når man kommer i tanke om de dér vildt gode ting, som man har haft lagret bagest i arkivet i umindelige tider. For eksempel hvor godt arme riddere smager, hvor hurtigt det er at bage kyskager, og hvor undervurderede kandiserede æbler er.
Ellers går vi bare og trommer lidt rundt herhjemme. Mikkel skal først tilbage på studiet i starten af februar, jeg vejer 15 kilo mere end vanligt, Marius er glad, og vi har idag (for første gang i år) haft sne nok til at bygge en rigtig snemand langs Odense å. Så det har vi gjort. På trods af jeg ikke kan lukke en eneste af mine vinterjakker. Samtidig går jeg, som min Instagram afslører, og redebygger lidt. Jeg er som bekendt 17 år ældre end min førstefødte, hvorfor jeg stadig var hjemmeboende, da han kom til verden. Det har jeg ikke været i snart 5 år, så en helt anden ryd-ud-i-alt-mentalitet er kommet over mig denne gang, og jeg sorterer ud i skabe, skuffer, tøj og sågar møbler. Der skal flyttes rundt og gøres plads til en tremmeseng i soveværelset, en kommode til babytøj og -ting, og det skal alt sammen helst ske igår. Jeg stempler og printer på livet løs på babyleggings og -hjelme, laver uroer og vasker dele fra Marius’ barnevogn, så det hele kan komme på plads. Først og fremmest i mit hoved. Der er snart kun 2,5 måned til den forventede ankomst af Hr. Lillebror, og sneen har det med at tø ligeså hurtigt, som foråret finder vej, så jeg gætter på, at tiden kommer til at gå stærkt. Om ikke andet er denne graviditet fløjet forbi sammenlignet med min første. Måske fordi tiden går med mit 4-årige menneske, og der bare ikke er helt samme tid til skiftevis at sove lure og lave ingenting.
Oh, well. Pingvin-mixen er nu tømt. Undtagen lakridserne. De har aldrig gjort noget godt for nogen.