Lidt (okay, virkelig mange) tanker om min internettilstedeværelse


Jeg har en masse tanker og ord, som står i kø. Jeg kan ikke huske, det nogensinde har været anderledes inde i mit hoved. Lige for tiden gør jeg mig en del tanker om min internettilstedeværelse. Ikke hvorvidt jeg skal være her, men mere hvordan. Brace yourselves, det bliver laaangt.

Oppe i mit hoved er min Instagramprofil sådan en med 800-900 følgere. Sådan har det været længe for mig, og det er det, jeg er vant til. Jeg har mest brugt Instagram til små hverdagsfortællinger. Som så mange andre. Et online arkiv, hvor jeg har kunnet blande min interesse for både det visuelle og det skrevne. Så skete der det, at jeg en dag blev tilpas træt af at være tilskuer til, hvordan flere firmaer og influencere lallede rundt og (i mine øjne) misbrugte en masse menneskers tillid i jagten på profit. Så sagde jeg det højt, og pludselig modtog jeg en række tilkendegivelser fra folk, der havde set det samme som mig og var ligeså trætte af det. Eller folk, der ikke havde set det samme som mig, men som var glade for, de nu kunne være opmærksomme på det. Jeg modtog også beskeder fra mennesker, der satte pris på det, jeg sagde, men som desværre allerede var nået at komme i klemme hos firmaer rundt omkring.

Jeg sad tilbage med en følelse af lettelse over, at der var mange flere, end jeg havde evner til at forestille mig, der var enige i mine iagttagelser. Det var en gennemført impulsiv handling (som jeg ellers foretager tæt på ingen af) at dele det. Jeg havde aldrig overvejet, det ville blive delt af andre på den måde. Næste skridt blev noget med journalister og influencere og alle mulige andre flinke mennesker i min indbakke.

Den første tid (og stadig af og til) havde jeg mest lyst til at trække alt tilbage, grave mig ned i mit introverte hul og først komme frem igen, når den værste opmærksomhed var drevet over. Og jo, jeg kan godt selv høre det. Det lyder decideret åndssvagt ikke bare at læne sig tilbage og suge alle de pæne ord til sig, mens en hel gruppe mennesker fortæller, at de hepper på det, man foretager sig. Men sådan er der så meget med mig. Shitstorm på P1 spurgte, om jeg ville være med til at snakke lidt om den scamtendens, der fandtes (og findes) flere steder på Instagram. Så jeg ringede til min mor og forklarede, hvorfor jeg fandt det angstprovokerende og alligevel en slags spændende. Hun mente, jeg skulle smide ‘angstprovokerende’ langt væk, hvis jeg på nogen måde kunne være medvirkende til at oplyse sagesløse forbrugere. Så jeg sagde ja og løb afsted, mens jeg kunne se, hvordan min comfortzone blev en lillebitte prik i horisonten. Det samme gjorde jeg, da Radio 4 spurgte, om jeg ville deltage i en udsendelse vedrørende en influencer, der ville tage et udskældt vippeserumfirma under sine vinger, men som trak det hele tilbage et døgn efter. Og igen da Go’morgen P3 ringede for at høre, om jeg ville være behjælpelig med at ridse nogle af de problematikker op, som eksisterer i influencerbranchen, i kølvandet på Fie Laursens sugardateskandale. Jeg tænker da, de udsendelser nok kunne have været mig foruden, men samtidig kom jeg (eller min mor) frem til, at hvis jeg på nogen måde kunne være bidragende til, at emner som disse blev belyst, så var det bare straight up dumt at lade være.

Det var og er mærkeligt at forholde sig til. Jeg er ikke altid helt sikker på, hvad jeg skal synes. Nu er der over 5000 mennesker, der følger med på Instagram, og det i sig selv er selvfølgelig langt fra ekstraordinært, men det er vanvittigt mange mennesker for mig, når jeg tænker over det. Og det gør jeg.

På den ene side synes jeg, det er så uendeligt hyggeligt, at folk vil være med. At folk tager tid ud af deres dag for at sende *mig* en besked. Det er jeg simpelthen så benovet over. Samtidig kan jeg mærke en trang til at trykke ctrl+alt+delete, når jeg med jævne mellemrum bliver handlingslammet, fordi jeg pludselig bliver hyperbevidst om, at folk følger med. Mange er kommet til netop på grund af min indblanding i de her emner, men min profil består også af en masse andet hverdagsgøgl, som jeg tager mig selv i at moderere mængden af, fordi jeg forestiller mig, folk vil være trætte af mig, hvis ikke jeg holder mig i den bane, de flettede ind på. Og så kan min hjerne gå og hygge sig lidt med at overtænke og spekulere det hele fuldstændigt i smadder. Den er god på den måde.

Det er en daglig øvelse for mig, det med ‘opmærksomheden’. Både på Instagram men også på mediet, alle elsker at hade: Jodel. Især den specifikke kanal, hvor anonyme mennesker primært taler om bloggere, influencere og lignende godtfolk. Det er et ret interessant og ret uhyggeligt sted. Der er mange flinke og ordentlige mennesker, men der er mindst ligeså mange trollende typer, der smider om sig med rygter og usle påstande, som var der ingen dag i morgen. Og uanset hvor positive ting, der bliver nævnt (og tak for det, virkelig), er det supermærkeligt at åbne sådan en app og støde på sit eget navn. Det er sådan en slags mærkeligt, hvor jeg med det samme mærker et sug af nervøsitet i maven, når mine øjne registrerer en bunke bogstaver, der danner mit navn. De gange, Jodel nævner mig, er det endda oftest i enormt pæne og venlige vendinger, og jeg er pinligt bevidst om, hvor forskånet jeg er, men det er stadig nervepirrende, fordi der altid eksisterer en risiko for, at nogen i kommentarfeltet synes, jeg er en idiot.

Og det må man sådan set gerne synes. Især hvis det er, fordi man er uenig med mig. Med noget jeg har sagt eller gjort. Men når mennesker bestemmer sig for, jeg er en idiot, fordi de selv tillægger mig værdier og intentioner, jeg i virkeligheden slet ikke har, så går det mig på. Sikkert mere end det burde – men igen, jeg er slet ikke vant til den verden og som direkte konsekvens heraf, er mit lag af teflon altså noget underudviklet. Man kunne mene, jeg gjorde klogt i helt at holde mig fra de steder, og det er givetvis rigtigt, men det er altså også syret at vide, der potentielt er mennesker, der sidder og diskuterer mig og mine intentioner i et åbent forum uden min viden.

Der har sågar været et par trolls, der har fundet vej til min profil på Instagram og hygget sig i kommentarfelter og indbakker. Her lader udfordringen til at være, at de(n) er fast besluttet på, mit eneste mål med alt det her er at modtage gratis produkter og blive influencer. På sin vis vel glædeligt, at det tilsyneladende ikke er folk, der kender mig, som forsøger at stikke til mig. Det ville da først være trist. (Desuden ville det være en håbløst dum taktik først at gå ud og være kritisk for derefter at lappe tandblegningsprodukter i sig. Det henvender sig ikke rigtigt til den samme målgruppe, tænker jeg.)

Jeg tror ikke, jeg er indrettet til at være influencer på den måde. Sådan på højt plan, hvor man lever af det. Jeg ville ikke trives i, at mange mennesker forventede en masse af mig. Altså ikke en masse af mig, men en masse af mig. Hvis man skal kunne leve af det, forestiller jeg mig, man skal give forholdvis meget af sig selv. Man har tit sine følgere med i det meste, man foretager sig, også selvom hver sekvens kun er få sekunder ud af en dag. Den del med “at være på” ligger mig ret fjernt, ligesom det at være stabil og kontinuerlig i ens indhold og altid stå en lille smule til rådighed for det online-univers, man har bygget op, ville gøre. Jeg kan snildt have 4-5 dage, hvor jeg slet ikke har mod på at forholde mig til sociale medier og derfor lader være. Den er sværere at komme omkring, tænker jeg, hvis det er ens levebrød.

Jeg har stor respekt for dem, der mestrer det hele på en gang. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke en gang imellem virkede tiltalende. Hvem ville ikke gerne have muligheden for at “gå hjemme”, modtage lækre produkter på trappetrinnet og spise chiagrød til blomsterdekorerede events? Det gad jeg da godt. Men jeg er også meget bevidst om, at det er en meget forsimplet (omend udpræget) opfattelse af livet som influencer. Der er masser af arbejde under overfladen, som vi på den anden side af skærmen ikke ser noget til. Der er deadlines og møder, en helvedes masse mailkorrespondancer, kommentarspor, privatbeskeder, regnskaber, skatteregler og så selvfølgelig de mennesker, der hele tiden og igen mener noget om ens every move. Det kan godt være, nogle vil mene, det er lettjente penge, men man betaler altså også i høj grad med bidder af sit private liv, og hvis man i en periode ikke føler for at dele ud som normalt, spekulerer mange lystigt i, hvad ens fravær mon skyldes – og så tager historierne fart. Det er altså ikke for pattebørn.

Som led i alt det virak, der har fundet sted, har jeg fået tilbudt en håndfuld samarbejder. Jeg sagde for en rum tid siden ja til et enkelt samarbejde med Flying Tiger, fordi de gerne ville have spredt budskabet om, at de åbnede en webshop. Det var sådan noget, jeg godt selv gad at få at vide, hvis jeg ikke havde været bekendt med det. Og det er ikke, fordi jeg havde planer om at skamkøbe alle deres ting eller smide omkring mig med engangsservice og plastiksugerør, men fordi det er en butik, jeg af og til benytter mig af eksempelvis i forbindelse med kreative projekter og gør-det-selv-tilbehør. Men det er ikke omkostningsfrit. Flere var sure, skuffede og mente, at jeg nu var gået over til fjenden. Og set i bagklogskabens klare lys, burde jeg have kunnet sige mig selv, at det ville være tilfældet.

Det er nok noget af det, jeg har erfaret. At der er forskel på folk. Naturligvis. Mængden af line, du bliver givet, afhænger i høj grad af dit ‘udgangspunkt’ – altså den form for internetidentitet, du har skabt dig, som jo hænger direkte sammen med de følgere, der finder dit indhold interessant. Et eksempel i forhold til rejser (som i øvrigt står helt for egen regning) kunne være influencere med fokus på bæredygtighed og klimahensyn; de har tæt på ingen line til at ‘træde ved siden af’. De bliver kigget skævt til og diskuteret lystigt, hvis de drister sig til at flyve på familieferie, selvom de formentlig er dem i regnskabet, der har allermest ‘råd’ til det. De ‘almindelige’ hverdags- og morbloggere virker til at have lidt længere line på den front, fordi de måske sjældent udtaler sig direkte om klima- og miljørelaterede emner og samtidig rammer lidt mere ned i den brede midter-målgruppe. Og så er der rejsebloggerne, hvor der lader til overordnet at være frit slag, fordi det ligesom er på baggrund af rejserne, at folk følger med, forestiller jeg mig. Og det giver jo god nok mening, at folk reagerer, hvis en vegetar spiser bøf hver søndag – så langt er jeg med, men det er alligevel interessant at observere, hvor skarpt definerede de her ‘regler’ ofte er.

Og så er der sådan én som mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg er. Jeg kan ikke undgå en gang imellem at føle, jeg (lidt ufrivilligt) er blevet udnævnt til Moralens Vogter. Som om jeg er fanebærer for Forbundet For Forenede Influencerforagtere. Det er jeg altså ikke. Mens mange andre med lignende følgertal kan reklamere for flere ting om ugen, and no one bats an eye, forestiller jeg mig, hvordan folk farer ud af revner og sprækker med høtyve og fakler og råber “FORRÆDER!!!”, hvis jeg så meget som tænker ordet ‘reklame’. I forbindelse med Flying Tiger-samarbejdet så jeg, at der var en lang række af influencers, der også gjorde reklame for webshoppen, men det affødte (mig bekendt) ikke et eneste hævet øjenbryn. Og jeg kan også sagtens se, hvor kommer fra. Det er naturligt nok, at folk skaber en eller anden form for forventning ud fra det, de modtager og oplever hos de enkelte Instagramprofiler. Jeg føler nok bare, at jeg indimellem har fået mig selv fastlåst i en lidt snæver position, hvor jeg sidder med en formodning om, hvad folk forventer (og ikke forventer) af mig. Og det er muligt, meget af det blot foregår i mit hoved. Jeg ved godt, at mange kom til, fordi jeg tog og tager afstand til shady samarbejder og uetisk digital færden. Men jeg har altså aldrig taget afstand til influencere eller branchen som helhed. Det er for mig ikke så vigtigt, hvilken branche man befinder sig indenfor, så længe man opfører sig ordentligt.

Der findes selvfølgelig ikke en “one size fits all”-skabelon, der passer ned over alle influencere og følgere. Mange forskellige mennesker betyder mange forskellige holdninger. Flere har italesat, at jeg da endelig skal tage imod de tilbud, jeg føler for, for de ville i hvert fald finde det troværdigt, hvis jeg indgik samarbejder på min profil. Andre er fuldstændigt fastlåste (i mangel af bedre ord) i deres foragt overfor hele branchen, så alene dét, at reklamere for noget, er et udtryk for, man er tabt for evigt.

Selvfølgelig ved jeg godt et eller andet sted i det lillebitte rationelle center, min hjerne trods alt er udstyret med, at jeg bare skal gøre, hvad fanden der passer mig. Og lige nu passer det mig at se tingene og tiden an. Jeg synes, det er enormt spændende at følge med i de tendenser og debatter, der florerer, og jeg kan godt se, hvorfor nogle ville finde det malplaceret, at jeg sender tunge ord afsted om etik og integritet for derefter at fortælle, hvordan jeg hver aften smører mit ansigt med Nivea. Det er nok i virkeligheden det, der er det sværeste ved de sociale medier, og som jeg har nævnt mange gange før. At være en form for virksomhed (ikke at jeg er det, men, I ved), brande sig på specifikke værdier og hjertesager og samtidig være en mangefacetteret person ude i virkeligheden, der rummer et væld af andre sider end den fortælling, der vejer tungest i ens udvalgte internetbudskaber. For jeg har selvfølgelig også en holdning til det tøj, jeg ifører mig og den saftevand, jeg drikker, men det er bare ikke rigtigt det, de fleste er her for, forestiller jeg mig. (Jeg kan dog sagtens snakke noget mere om saft, hvis I mangler.)

Men det er en mærkelig størrelse. For et par måneder siden havde jeg sikkert ikke tøvet, hvis Søstrene Grene havde vist interesse, eller jeg var blevet tilbudt en spritny cykel. Men det gør jeg nu. Fordi jeg har svært ved at få det til at passe ind. Fordi jeg stadig prøver at finde ud af, hvad jeg skal stille op med min lille kanal; om jeg kan bruge den som en form for kreativt springbræt, men også i en eller anden grad, fordi jeg ikke helt orker at blive skudt i skoene, at jeg har solgt min sjæl for ussel mammon. Selvom jeg da af og til ærgrer mig, når en cykeltur ud i stilheden havde været rart. Men that’s one on me.

Det blev sgu langt. Og jeg er ikke sikker på, jeg selv er blevet en skid klogere. Konklusionen må blive, at jeg ser tiden an. Jeg vil fortsat forholde mig kritisk, hvis jeg støder på noget, der springer i øjnene – det giver sig selv. Fuldtidsinfluencer bliver jeg næppe. Om jeg fortsat vil takke nej til alle samarbejder til tid og evighed, må jeg regne ud henad vejen. Det ser dog ikke så frygteligt lovende ud lige p.t., hvis hverken Søstrene Grene eller cykler kan gøre det.

P.S. Nu har jeg læst det her indlæg igennem så tilpas mange gange, at jeg har udviklet en form for døvhed overfor ordlyden. Så selvom mit liv muligvis er én lang disclaimer, føler jeg lige for at understrege, at 99% af min færden i internetsfæren udelukkende består af positive oplevelser, i tilfælde af at ovenstående kunne lyde som ynk. Det er det ikke.

Huleboer eller hurtigløber

Egentlig har jeg længe tænkt på at skrive noget om det at være en form for hjemmemenneske, men som med så meget andet, er det blevet ved tanken. Indtil jeg for noget tid siden læste et blogindlæg hos Sofie, hvor en kvinde ikke længere ville følge med, fordi Sofie ‘ikke kunne magte andet end at være mor’. (At vedkommende tilmed havde behov for og åbenbart følte sig berettiget til at sige det højt, er en ganske anden (omend ligeså interessant) debat.)

Nåhmen, først og fremmest kan jeg kun erklære mig enig med Sofie i, at vi allesammen er mødre på forskellige måder, trives under forskellige omstændigheder og har vidt forskellige børn og forudsætninger generelt. Og så længe ingen lider overlast, skal vi holde vores fordømmende snudeskaft ude af andres moderskab.

Jeg går hjemme med Jens på 9. måned. Der gik knap tre måneder, før vi overhovedet var ude på barnevognstur. Fordi jeg hellere ville sove lur (eller bare ligge) sammen med ham, når han sov. Han begyndte først rigtigt at sove lur i barnevognen, da han var små fem måneder. Fordi, well, det var koldt udenfor og både nemmere og hyggeligere bare at amme og slumre i dobbeltsengen. Og tiden har som bekendt fået travlt, siden den bragte børn ind i mit liv. Jeg ved fra de andre gange, at en barsel varer ligeså længe som et fingerknips, så derfor laver vi mildest talt ikke en skid, og det fungerer for os. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det at bo i et samfund, hvor ambitioner, omstillingsparathed og målbare resultater prises i høje toner, ikke engang imellem stikker til frygten for at være eller blive tilovers. For ikke at være karriereminded eller ambitiøs nok. Jeg har prøvet, både med jura og psykologi, fordi jeg på mest forkælede vis har kunnet søge direkte ind på alle uddannelser i landet (minus noget international business på CBS, men virkelig fred være med det) og være så godt som sikker på at blive optaget. Og det må man jo som bekendt ikke ‘lade gå til spilde’, hvad end det så betyder. Jeg har prøvet, men begge gange har jeg måttet sande, at det arbejdsliv, der ventede mig for enden af fem års studier, ikke var det, jeg i virkeligheden drømte om; men måske snarere at jeg drømte om at drømme om det. Jeg ville gerne ville det. Men sådan fungerer jeg åbenbart ikke.

Der bliver ofte lagt vægt på, at man er andet og mere end mor og vigtigheden i ikke at glemme det. Men der er også forskel på, hvordan man fungerer bedst i rollen som netop dét. Om man trives bedst med en masse kasketter, man kan kaste op i luften og gribe, mens man løber, eller om man fungerer bedst med at veksle mellem få i et lidt langsommere tempo. Jeg selv hører uden tvivl til den sidste kategori, og det har jeg nok altid gjort – også selvom det ikke lyder særligt badbusinessbossbabe-agtigt at sige højt. I og med jeg var 17 år, da jeg blev mor første gang, har det været den kasket, jeg har båret længst og kender bedst. Nok har jeg altid været en slags gammel dame indeni, men derfor var jeg langt fra hverken helt eller halvt færdig med at forme min identitet som 17-årig; det ved jeg dårligt nok, om jeg er her 10 år senere. Men moridentiteten er altså den, der har været med mig længst, og den bliver i en eller anden grad definerende for mange andre aspekter i mit liv. Naturligvis, tænker jeg.

Jeg har aldrig prøvet at være andet end studerende, mens jeg har haft børn, og selvom det har givet mig en gudsbenådet fleksibilitet, som jeg aldrig ville bytte for noget, sveder jeg også en lille smule i angstens navn ved tanken om den dag, jeg skal lære at balancere et fuldtidsjob oveni. Jeg tænker, det nok skal gå til den tid. Jeg krydser broen, når jeg kommer til den. Sådan har livet det jo oftest med at udforme sig. Man finder en måde, en vej, en løsning. Før eller siden.

Ellers kan jeg kigge på min søster, der bor lige rundt om hjørnet. Hun er den komplette modsætning af mig ift. jern i ilden, bolde i luften og energiniveau helt generelt. Hun har, ligesom jeg selv, tre drenge. Hun har født sine på fem år, mens det har taget mig ni. Nu er hun på barsel for tredje gang, og hun går atter til babysvømning, tumlastik (it’s a thing), barnevognstræning(?) og ses med mødregruppe(r). Mine to store nevøer er on fire, de løber, hopper, klatrer, cykler, slås, griner, leger og er under ingen omstændigheder bange for toget. Men de nørder også med småting som fx Lego (bevares, de har så også et helt værelse på størrelse med vores stue KUN dedikeret til de små plastikklodser, så det manglede da bare). Mine egne børn kan selvsagt også larme, men det er i ligeså høj grad noget med at lægge sig ned på gulvet og køre en lille bil frem og tilbage, mens hjulenes roteringer nøje observeres, eller samle verdens mindste perle op på vej hjem fra børnehave og gemme den i jakkelommen i årevis, ligesom de kan bruge lang tid på at størrelses-/mængde-/farveinddele og koordinere forskelligt legetøj #wearesomuchfun. Både mine og min søsters børn indeholder altså de samme komponenter, både tonser- og fordybelsesdelene, bare i forskellige blandingsforhold. Og det, tror jeg, er et meget godt billede på, at man i vid udstrækning synkroniserer med sine børn og det tempo, man lever i og trives med. Jeg kan godt føle mig småproduktiv, hvis jeg både har været i bad, støvsuget OG handlet på én og samme dag, mens samme scenarie for min søster nok ville betyde, hun var blevet lagt ned af noget influenzalignende. Jeg kan godt kigge på min søster engang imellem og misunde hende, at der ikke var meget krudt-i-røven tilbage at dele ud af, da det var min tur til at blive produceret. I stedet fik jeg overtænksom- og letpåvirkelig-af-vejret-genet, men sådan er der jo så meget.

Vi er ikke særligt gode til at prioritere kæresteture og den slags, men vi har det ret godt alligevel. Og så længe ingen lider under det, virker det omsonst at ændre en masse ting, fordi “man skal huske sig selv”. Og selvfølgelig skal man huske sig selv, men måske det især er vigtigt at huske, at netop dét, at huske sig selv, betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Det var mange huske’r. Sidst Mikkel og jeg var sådan rigtigt ude, var til en Ed Sheeran koncert, da jeg var højgravid med Jens. Gangen før var i 2018, hvor vi var til koncert med Sam Smith og formåede at falde i søvn synkront. Under koncerten. Vild ungdom.

Jeg tror bare, jeg gerne ville sige, at det alt sammen er godt nok. Også til mig selv. Hvis du trives med at gå i hule-mode, så gør din baby nok det samme, og genererer du energi ved at komme ud af huset, så smitter det overskud med al sandsynlighed af på dine omgivelser og din baby. Jeg er ret sikker på, at vi allesammen over hele linjen gør det, vi kan og skal og føler for. Og det er godt nok.

Jeg undrer mig lige lidt over… #7

Hvad man kalder den tid i ens liv, hvor man er voksen. (Altså aldersmæssigt. Har efterhånden erfaret, at det er noget, vi leger, og at alle tror, de andre er de rigtigt voksne. Det er en illusion.) Vi har barndommen, ungdommen og alderdommen. Hvad er der sket med voksendommen?

Hvor meget is i maven det kræver at købe hus. Nu har vi set ét, hvor både pris, beliggenhed, stand og størrelse spiller, og jeg vil bare gerne flytte ind. Det er der også tre andre par, der gerne vil. Og så skal man snakke med en bank og alle mulige andre vigtige mennesker. Voksendommen er altså ikke for sjov.

Hvad fanden Dalgonakaffe er.

At jeg de sidste 53 dage har været helt alene hjemme i sammenlagt tre timer og stadig har hår tilbage på hovedet. (Ikke meget dog, men det skyldes primært noget med amning og hormoner og den slags.)

Om Mette Frederiksen også ligger på puden med sin telefon og scroller lidt rundt, inden hun skal sove. Og om hun overhovedet sover for tiden.

At min førstefødte snart har en tocifret alder. That’s a first.

Hvad der mon gik forud for historien, da et søskendepar på måske 6 og 8 kom stampende rytmisk på fortovet med korslagte arme ud for vores forhave, mens de sang “vi siger fandme nej, pisselorterøv” gentagende gange. Man skulle nok have været der.

Hvor fortrøstningsfuld og modløs jeg bliver på én og samme gang af Instagram. Fortrøstningsfuld, fordi der findes så åndssvagt mange gode mennesker, der gør gode ting og skriver gode beskeder. Modløs, fordi der findes så uoverskueligt mange, der ikke har noget begreb om, hvilke spor deres tarvelige digitale færden trækker efter sig.

Hvorfor man (altså, jeg) vågner med akut brystbetændelse, når ens baby er 8,5 måned gammel og der ligesom ellers er balance i udbud og efterspørgsel.

Hvad jeg skal være, når jeg bliver voksen. Altså “voksen”. Og om jeg nogensinde finder ud af det.

Hvordan vi nogensinde får flyttet herfra, når jeg allerede nu får trang til at lægge mig i fosterstilling ved tanken om at skulle pakke hele vores hjem ned. Inklusiv loftet. Åh, gru, loftet.

At der kun er godt og vel to måneder tilbage, til min barsel er officielt slut. Jeg håber i den grad, det kan lade sig gøre at forlænge den.

Hvordan det reelt set bliver at få et hjem, der har plads til fem menneskers og tre dyrs ejendele (ikke at dyrene har vildt mange ejendele, men de fylder sgu alligevel). Og om man i så fald bare stacker ovenpå og ender i samme situation igen.

At det officielt er maj måned, og Frede stadig skal have 32 forskellige stykker overtøj med i børnehave.

Hvorvidt alle nytilkomne læsere mon tror, jeg udelukkende udtrykker mig med tunge ord om alvorlige emner. I så fald er indlægget her nok en spoiler i sig selv.

Noget om en lydfil

Først og fremmest: Dette er et af de hurtigste blogindlæg, jeg har skrevet. Jeg er typen, der skriver noget, gemmer en kladde, går til og fra, retter ord og vendinger, kommer på skarpere formuleringer, fylder mere på, gemmer kladden igen, hvor den så får lov at passe sig selv, til al aktualitet er forsvundet, fordi jeg alligevel ikke var helt tilfreds med det, jeg havde fået skrevet. Det er det, mine damer og herrer, der hedder ‘hæmmende perfektionisme’. Eller i hvert fald noget med at overtænke ting helt i smadder. Men nu får I et indlæg, jeg har skrevet på én gang. Så jeg beklager (nok mest overfor mig selv), hvis jeg kunne have formuleret mig bedre, men jeg håber, I fanger pointen alligevel.

Okay. Jeg havde egentlig valgt ikke at gå yderligere ind i det her, fordi det er en hårfin balance. På den ene side mener jeg, man har ret til at blive introduceret til andre perspektiver og vinkler på emnet end den, der fremlægges som værende den eneste sandhed hos virksomheden bag pågældende lydfil. På den anden side mener jeg, at nogle ting bør ties ihjel.

Men nu er katten ligesom ude af sækken, så derfor vælger jeg at knytte en kommentar til emnet og uddybe, hvad det er, jeg finder problematisk ved en sådan udgivelse. Helt generelt kæmper jeg noget med pseudovidenskabelige tilgange og det alternative univers i helhed, så jeg er muligvis også farvet deraf, men jeg skal gøre mit ypperste for at forholde mig sagligt. Igen. Det kræver mere, end man måske lige skulle tro, men jeg prøver det bedste, jeg har lært.

Pågældende virksomhed har, som (altid fantastiske) Karoline bag Hvidkaffe nævner, en udfordring i forhold til netop at definere, hvornår privatpersonen slutter, og hvornår virksomheden begynder. Det kan i mine øjne være grobund for en lang række problematikker i forbindelse med influencerbranchen helt generelt. Det kan som følger være vanskeligt at navigere i, hvornår en influencer fungerer som onlineveninde, og hvornår de ligeså stille begynder at gnide håndfladerne mod hinanden, mens dollartegnene vælter ud af øjnene. Igen smider jeg lige en disclaimer med det samme: Jeg har ikke et generelt problem med influencere. Der findes mange dygtige, kloge mennesker, der forvalter deres position med stor professionalisme. Der findes desværre også en lang række, der gør det modsatte.

Denne virksomhed, der nu har udgivet en terapeutisk lydfil, springer netop i øjnene på mig, fordi den har en længere række af… uheldige sager bag sig. Her tænker jeg først og fremmest på en episode, hvor der blev brugt vendinger som “antidepressiv er gift for hjernen” – skarpt efterfulgt af rabatkoder og reklamer for cannabisolie. Det er ikke at være sit ansvar overfor (på det tidspunkt) små 40.000 mennesker bevidst. Det er det simpelthen ikke. Her er det businessdelen, der lader til at tale. Når kritikken fra myndigheder, fagfolk og journalister (bl.a. formidlet via Shitstorm på P1) så begynder at vise sig, bliver taktikken noget med at skifte til privatperson, som føler sig misforstået og udstillet. Men hvis man som virksomhed bringer noget på banen, man har interesse i at tjene penge på, så må man også forholde sig professionelt til den kritik, det afføder.

Især punktet med (ikke) at forholde sig til kritik er en problemstilling, jeg ser gentagende gange. På Instagram er det muligt at slette og blokere folk i ét væk, således at al (konstruktiv) kritik og berettiget undren censureres væk under påskud af at være “hate”, misundelse og smertende numser. Også når dette ikke er tilfældet. Jeg synes, det er fair, at vi ser verden på forskellige måder, men det må simpelthen gælde over hele linjen, at vi som voksne mennesker, som virksomheder og forbrugere, kan spørge ind, forholde os nysgerrigt, kritisk eller undrende – uden at få mundkurv på. Alternativt skal man holde sig helt fra at reklamere for og indgå samarbejder med kontroversielle foretagender. Så er man ligesom ude over dén. Og jeg ved, at “det er menneskeligt at fejle” er et argument, der bliver brugt flittigt, men det fejer ikke automatisk alle problemer af vejen; det kræver stadig, at man aktivt forholder sig til de menneskelige fejl, man begår. Især hvis man begår dem igen og igen.

Nå, men, tilbage til lydfilen. Først og fremmest er jeg fra et hjem, hvor man som udgangspunkt lader folk med den rette faglige baggrund tage sig af de dertilhørende opgaver. Min mor er psykoterapeut, min stedfar er læge, og det er muligt, at min skepsis i forhold til den alternative verden udspringer en smule derfra. Jeg er ikke blind for, at der kan findes et hav af forskellige metoder, der virker for forskellige mennesker, men når man som virksomhed uden faglig relevant baggrund både udtaler sig om medicin til psykisk sårbare mennesker og nu udgiver en lydfil, der kan hjælpe dig med alt fra kærestesorger til fødselsdepressioner, så er det i mine øjne et problem.

For mig at se består det egentlige problem ikke så meget i selve lydfilen. Det består i alt det rundt om den. Det består blandt andet i at sige, udgivelsen kun har affødt én negativ kommentar (fra en, der ikke kan unde andre succes), når en række udsagn på dele af internettet, der strækker sig udenfor blokeringsfingerens rækkevidde, siger noget helt andet. Mange gange. Det består i, i ét væk at dele positiv feedback fra folk, der eksempelvis efter en 7-årig periode med både angst, depression, PTSD og borderline får vendt bøtten på baggrund af 20 minutters lyd. Det er mere end almindeligt misvisende. Jeg tænker ikke som sådan, at en lydfil på 20 minutter – isoleret set – skulle udgøre en stor fare. Jeg tænker, det er alt det omkringliggende; selvophøjelsen, den monologiske kommunikationsstrategi, den vedvarende deling af beskeder fra mennesker, der gennemført idoliserer kvinden bag (uanset, hvad hun gør eller siger). Det er i allerhøjeste grad at skævvride det billede, man sælger til sin følgerskare.

Men dér, hvor det for alvor strammer til, er dér, hvor pengene træder ind. Hvis udgivelsen i stedet havde handlet om, at det var en slags 20-minutters peptalk-podcast, man kunne bruge, hvis man havde lyst til et kærligt klap, havde det givetvis set anderledes ud. Men når man promoverer en lydfil så aggressivt og samtidig skruer patos helt op, så bliver resultatet noget ganske andet. Når man både har behov for at sige, at man SAGTENS kunne have taget MEGET mere for lydfilen (taler produktet voldsomt op – fremstår samtidig generøs), at den selvfølgelig udkommer til lønningsdag, så alle dem på kontanthjælp OGSÅ har råd (good guy, der tager hensyn til de svage), men at introprisen på 149,- altså KUN gælder den første uge (opildner til hurtigt køb – men stadig good guy, for den kunne jo have kostet MEGET mere).

Her har vi (i min optik) kerneproblematikken. At man gentagende gange fortæller, hvor stor empati, man besidder, og bare ønsker at kunne redde hele verden. Derefter laver man en fil til psykisk sårbare, bruger ovennævnte tricks til at skabe salg, alt imens den overrosende feedback kører i loop på virksomhedens profil. Jeg mener bare, hvis det er ens hjertesag at få spredt sin beroligende stemme, så kunne man gøre det på mange langt, langt finere måder, der ikke indebærer at tjene fedt på (karantæneramte) mennesker med flossede nerver. Nu har vi jo fået at vide adskillige gange, hvordan der ellers svømmes i tilbud om samarbejder med mulighed for at vælge og vrage, for pengene mangler i hvert fald ikke. Så derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere i, hvornår man mon mener at have skummet fløden nok.

Røre i cyberdammen

Jeg sidder her i mørket på årets tredje dag og vil gerne sige en masse klogt om livet og tiden og dagen i morgen, men det er, som om det kloge udebliver. I stedet skriver jeg en masse for at slette det igen, og sådan starter det hele tiden forfra. Jeg er både uinspireret og træt. Opløftende, jeg ved det. Men da jeg af og til stadig modtager spørgsmål og undren i min indbakke, tænkte jeg, jeg i stedet kunne sætte et par ord på al den røre, der har været og til dels stadig er i Instadammen. Jodeldammen. Kinadammen. I ved.


First things first. Det drejer sig selvfølgelig om firmaerne og disse wonderwebshops, der skyder op som aldrig før. Det er noget med at købe store varepartier (ofte i tvivlsom kvalitet) hjem fra Kina og sælge videre med humongous fortjeneste. Ikke ulovligt – heller ikke videre inspirerende, kunne man måske mene. Det, der bevæger sig i gråzonen og ofte temmelig langt ovre på the dark side, er selve driften af de her virksomheder. Vildledende markedsføring, evighedstilbud, lovning om danskproducerede og/eller unikke varer, og så er kundeservicen ofte så tæt på ikke-eksisterende som muligt. Anmeldelserne på Trustpilot er den første tid ekstraordinært positive, da der er tradition for at køre en vennerunde, hvor venner og bekendte lige får lov at bidrage med en bunke rosende ord, før man for alvor søsætter projektet. På den måde starter man flot på en 10-15 vanvittigt begejstrede anmeldelser og allerede dér har man fået en forlomme, da Trustpilot er det, mange bruger for at lure, om en virksomhed er værd at støtte op om eller ej. Her vil det korte svar oftest være “ej”. Men allerede her har de så småt fået foden indenfor, og så mangler de blot et par influencers til at sparke døren ind. Hvilket leder mig videre…

Til influencers. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Ordet i sig selv får mig til at klø. Dermed på ingen måde sagt, at alle influencers giver mig the creeps. Der er mange, jeg holder meget af at følge med hos. Som er gode og dygtige og oprigtige og vedkommende for dér, hvor jeg er i mit liv. Dem vil jeg gerne lige starte med at parkere på en flot hylde her, inden jeg dykker ned i resten med de mere kritiske briller på. 

Selve branchen som koncept er egentlig lidt bizar, synes jeg, når man tænker over det. Og det gør jeg. “Jamen, der er jo folk alle steder, der lever af reklame på den ene eller den anden måde,” kan du sige. Det er korrekt. Der er reklamer overalt i denne del af verden. Vi eksponeres for dem alle steder; i busskuret, i fjernsynet, på internettet, i magasinerne, i radioen. For at nævne nogle stykker. Men for mig at se består den helt store forskel på traditionel reklame og influencermarketing i, at man sjældent er personligt investeret i hverken et busskur eller en radiostemme, mens man med influencers hurtigt kan danne en ganske anden form for relation. Den distance, der helt naturligt før har været mellem afsender og modtager, er pludseligt forsvindende lille. Det er ikke længere en fjern beautyredaktør på et magasin, der forsøger at overbevise dig om hvilke 10 ting, der er musthaves i din kosmetikpung. Eller en ukendt stemme i radioen, der vil have dig til at købe køkken hos Kvik. Det er mennesker, der inviterer dig helt ind i deres hjem. Midt i deres liv, deres op- og nedture, deres fødsler og følelser, tårer og traumer. Det er mennesker, du ønsker god bedring, når de er syge og lykønsker, når de har købt hus. Jeg forestiller mig, der (for mange; ikke alle) opstår en følelse af en personlig relation. Noget relaterbart, noget næsten-veninde-agtigt. Men når der står 40.000 veninder på den ene vægtskål og én på den anden, så bliver relationen unægteligt lidt skæv, og det giver en spændende cocktail med økonomisk incitament fra den ene fløj og (hvad der ofte forekommer at være) blind tillid fra den anden.

Her får jeg selvfølgelig lyst til at tage et fast greb om de overtillidsfulde følgeres skuldre, kigge dem dybt i øjnene og fortælle dem, venligt men bestemt, at de skal tage godt fat i deres kritiske sans og ikke slippe den af syne. Dernæst får jeg lyst til at tage et endnu fastere greb om en række influencers skuldre og fortælle dem, de ikke er ufejlbarlige. At de har et ansvar, som flere af dem har fået en kedelig tendens til at fralægge sig. At de skal se sig selv i øjnene og deres samarbejdspartnere efter i sømmene. At selvom der findes trolde, der går langt over grænsen, så betyder det ikke, at al kritik bør negligeres og smides direkte i haters-er-bare-misundelige-kassen. Jeg synes, det mindste man kan forvente af en, der har valgt influencing som levevej, er, at der er læst op på de allermest simple regler, der gælder på området. Og skulle den smutte alligevel, så stå ved det. Meld klart ud. Det kan langt de fleste forholde sig til. Og undgå for Guds skyld at reklamere for den slags firmaer, der er beskrevet herover. Det er den altafgørende benzin på det store scambål.

Nåhmen, vi kommer vel heller ikke udenom Jodel. Et sted, mange vil beskrive som helvedes forgård. En mærkværdig app, hvor der deles alt fra hjælpsomme råd til folk, der er havnet i pinlige situationer til usmagelig rygtespredning om diverse (semi)kendisser. Alt sammen ganske anonymt. Som en form for eksperiment er det spændende at se, hvad det gør ved nogle mennesker, når de får frie tøjler. Det er ofte også ret foruroligende. Selv blev jeg bekendt med Jodel, da et par stykker sendte mig screenshots derinde fra, når folk havde ytret sig positivt omkring mig. Det var og er en meget mystisk oplevelse. Komplimenter er altid rare at modtage, og folk har været så enormt flinke ved mig, men der skal så usigeligt lidt til, før stemningen i et kommentarfelt tager en drejning, således det pludseligt er alt andet end rart. Jeg har været umådeligt forskånet derinde, fordi jeg er en lillebitte fisk (nok nærmere en slags krill) i det store SoMe-hav. Men i takt med der drypvist er kommet flere mennesker til min Instagramprofil, har jeg også kunnet mærke en stigende frygt for, jeg en dag ville falde over noget, jeg helst havde været fri for at læse. Også fordi jeg af og til ser folk, der får en ordentlig røffel derinde, til trods for de har ligeså få følgere som jeg eller endnu færre. Så kan man argumentere for, man ikke bør tage den slags til sig, og det er jeg sådan set enig i. Men det er ikke så ligetil. Hvis jeg har lært én ting om Jodel (hovedsageligt @bloggergossip), så er det, at uanset hvad du gør, så vil der altid være minimum et par stykker, der synes, du er en idiot. Sådan er det også i det virkelige liv, det ved jeg godt, men der konfronteres man ikke nødvendigvis med folks uforbeholdne meninger på samme måde. Hvis influencers tager afstand fra Jodel, så er de nogle røvhuller, og hvis de ytrer sig positivt om Jodel, så gør de det udelukkende for at høste følgere og ‘please Jodelfolket’. You can’t win. Heldigvis er der også mange søde mennesker, som forsøger at luge ud i trolls’ne, men det virker af og til som en uoverkommelig opgave. Jeg selv er blevet tilbudt et såkaldt ‘badge’ derinde, sådan at folk kan se, når det er mig, der skriver. Hovedsageligt skal det vist fungere sådan, at folk med disse badges har mulighed for at tage til genmæle, og også sådan at andre ikke har ligeså let ved at udgive sig for at være dem. Jeg har dog indtil videre takket nej. Jeg ville ikke rigtigt bryde mig om at stikke ud på den måde.


Og hvad så med mig? Jeg er her bare. Jeg ser ikke mig selv i nogen form for influencer- eller SoMe-kategori. Det er ikke, fordi jeg ikke ville “være ved det”, hvis det var, jeg ser bare aldrig rigtigt mig selv i det lys eller tænker, det har noget med mig at gøre. Jeg er jo bare på barsel og ammer og sover lure på ukristelige tidspunkter.
Jeg tænker, 2020 skal være året, hvor jeg stopper med at tænke over, hvad folk tænker om mig. Men det er vanvittigt svært. Jo flere følgere, der dukker op på min Instagram, jo mere forstummer jeg badet i præstationsangstens sved. Det er så himmelråbende idiotisk, og jeg øver mig i ikke at tænke over, at der er 4000 mennesker, der potentielt ser mine opslag, for det betyder, der uundgåeligt vil være en håndfuld af dem, der synes, jeg er træls/trættende/ligegyldig/whatever. Og sådan må det gerne være, siger jeg til mig selv. Jeg prøver at sige det til mig selv. Det var også en af grundene til, jeg var umanerligt tæt på at takke nej til et samarbejde, jeg blev tilbudt for noget tid siden. Jeg så straks for mig, hvordan jeg ville blive brændt levende i Jodels skærsild, mens mennesker med høtyve og fakler ville råbe “forræder!” og spytte efter mig. Og så tænkte jeg lidt mere. Selvfølgelig skal jeg sgu da selv bestemme den slags. Jeg ved godt, jeg aldrig kommer til at leve som influencer, for mine drømme rent arbejdsmæssigt stikker i en lidt anden retning, men den kreative del af mig syntes, opgaven lød sjov. Lidt ligesom da man fik udleveret et specifikt emne, der skulle ende ud i en dansk stil i folkeskolen. Det har jeg altid holdt meget af som den nørd, jeg nu engang er. Samarbejdet er lillebitte, men det er med Flying Tiger, og det giver skidegod mening for mig og især mine børn. Vi har som sagt været en børnefamilie på to SU’er i lang tid herhjemme, så det, der kan komme mine børn til gode, tager jeg gerne en griller på Jodel (eller andre steder) for. Og så ser jeg det også som en mulighed for at afprøve, hvordan man bedst kan gribe den slags samarbejder an ift. gennemsigtighed overfor jer, der følger med. Den slags kan jeg som bekendt mægtig godt lide.

Slutteligt er jeg simpelthen nødt til at sige jer tak. Allesammen. I, der skriver søde og betænksomme ting til og om mig på Instagram, herinde og også på Jodel. Jeg kan virkelig godt lide jer. Jeg håber, I er kommet ind i det nye år på allerbedste vis.

Hello from the other side

Indrømmet. Jeg har ladet jer hænge. Dem af jer, der måtte være tilbage. I snart et år. Det er ret lang tid. Det har egentlig ikke været et superaktivt valg, men mere noget med dage, der har ædt hinanden og motivation, der falmede. Dernæst blev jeg ramt af bloggerlede og SoMe-foragt uden helt at kunne pege på én specifik årsag. Jeg kunne vælge at unfollowe alt i den retning (hvilket umiddelbart havde været det mest voksne at gøre), men alligevel blev jeg ved at lade mig irritere af (manglende) #reklame og Lunarway og Daniel Fucking Wellington. Jeg blev ved at lade mig trætte af klima- og miljøprædiken fra mennesker, der gladeligt smækker røven i et flysæde 14 gange om året for eksempelvis at promovere modebranchens overforbrug. Jeg væmmedes ligeså stille ved hele kulturen. Selviscenesættelsen. Reklamesøjlerne. Jeg manglede distance.

Grænserne bliver for mærkelige og diffuse, når de såkaldte internetvenner ubemærket skubber flyers, brochurer og rabatkuponer ind i hver en lomme, der måtte stå åben. Når omdrejningspunktet for det hele bliver forbrug og gerne mere af det. Når mennesker lever af at påvirke andre mennesker til materialisme og charterferier. Jeg blev mæt. Og mens jeg forsøgte at slukke for diverse kanaler, slukkede jeg åbenbart også min egen. Men nu er jeg her. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, for min ambivalens består lidt i, at jeg holder uendeligt meget af at skrive om alt og ingenting, men samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt en blog er det rigtige format for mig. Jeg vil lige skynde mig at tilføje, at der selvfølgelig stadig findes kroge af blogverdenen, jeg holder utroligt meget af. Velreflekterede, velformulerede (oftest) kvinder, der har andet og mere end Verisures alarmsystem på hjerte. Og dem er jeg så småt ved at finde tilbage til; de druknede ligesom bare i larmen fra de andre kroge, som jeg ikke fik luget ordentligt ud i. Men nu vi er ved det, kan jeg jo passende fortsætte i det navlepilleriske spor og prøve at ridse 2019 op.

Det virker uoverkommeligt at skulle koge det sidste års tid ned til et enkelt blogindlæg, men jeg skal forsøge at male med den brede pensel. De af jer, der følger med på Instagram (@dittekirk), vil muligvis være (en lille slags) opdateret, men tillad mig lige at opsummere alligevel.

Kort før 2018 rendte ud, fandt jeg ud af, at der var flyttet en mikroskopisk person ind i min mave. Den mikroskopiske person flyttede ud medio august efter 56 minutter på en fødestue, og jeg er således mor til intet mindre end tre. Mit køn er fortsat stærkt underrepræsenteret herhjemme, da vi har fået (endnu) en dejlig lillebror. Jeg hverken kan eller vil koge en masse indlæg på afsløringen af hans navn. Det er et lillebitte navn med en enkelt stavelse, som alligevel er fyldt med styrke og pondus. Eller, det synes vi, om ikke andet. Og så deler han navn med intet mindre end tre af sine tipoldefædre. Lillebror hedder Jens, og han bevæger sig med hastige skridt mod 3 stærke måneder. Udover det sædvanlige opstartsknas med maven går det godt. Hans storebrødre (på nu 9 og 4 år…) er pissesøde og gode ved ham, og Frede aer ham dagligt på hovedet med kærlighed i øjnene og ordene “lille, lille Jennert”. Så kælenavne har han også. Hans far ynder af uvisse årsager at kalde ham Jønix i tide og utide, men kælenavnstendensen herhjemme er generelt virkelig sær og under konstant udvikling i mange mystiske retninger, og det kører pt. bedre, end da Mikkel et par gange kom til at kalde ham Jønke. Marius kigger på Jens med store øjne og siger ting som “nogle gange får jeg altså bare sådan lyst til at holde ham”. Så det går vist, som det skal. Og bedre end det.

Noget af det sidste, jeg fortalte herinde, var noget om at overleve matematik B og starte på psykologistudiet. Og jeg gjorde begge dele. Og så blev jeg i tvivl. Dels fordi det ramlede sammen med min stressperiode, dels fordi jeg mærkede ordentligt efter. Hvilket jeg troede, jeg allerede havde gjort. Min mor satte også nogle ord på. Hun nævnte, at jeg kun talte om uddannelsen i psykologi med henblik på, at “så kunne jeg jo bare skrive fagbøger om emnet, når jeg var færdig”. Og det kunne jeg måske. For jeg synes, psykologi er et vanvittigt spændende felt, men jeg har ikke lyst til at arbejde som klinisk psykolog. Jeg har lyst til at lære teorierne og læse forskningen bag, men jeg er ikke gearet til arbejdet, der følger efter. Så kunne jeg måske blive forsker, men det er heller ikke noget, der trækker voldsomt i mig. Jeg blev ved med at vende tilbage til “noget med at skrive”, og pludselig virkede det omsonst at bruge fem år på en uddannelse bare for (måske) “at skrive om emnet”.

Det gik op for mig, at jeg havde stirret mig blind på universitetet som eneste mulighed. At mine egne forventninger og ambitioner var gået i forvejen og havde glemt at spørge mig til råds. Måske i ligeså høj grad mine forventninger til, hvad andre forventede af mig. Med den såkaldte hurtigstartsbonus måtte jeg søge ind på universitetet med et gennemsnit på 12, så “jeg kunne jo læse lige det, jeg ville”. Jeg kunne “passe godt ind på jura”, eller jeg kunne “nemt læse medicin”. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk har ment det allerbedste med det, og at deres forventninger til mig mest har eksisteret i mit eget hoved.

Så jeg stoppede op og mærkede efter. Igen. Min mor kommenterede på, hvordan jeg lyste op, hver gang jeg berettede om et restaureringsprojekt af en gammel stol, jeg havde gang i. Jeg tænkte, det lød lidt fjollet sådan at gå og blive begejstret for at pille søm ud af et gammelt møbel, men så tænkte jeg lidt mere. Jeg mangler kreativitet på universitetet. Jeg mangler flere ord og mere udfoldelse og mindre teori. Jeg orker ganske enkelt ikke mere ‘klassisk’ skolegang. Slet ikke hvis jeg dybest set ikke brænder for det konkrete arbejde, uddannelsen i stor grad lægger op til. Og det var en voldsomt befriende følelse at erkende netop dét, selvom det måske lyder håbløst ikke bare at have regnet den ud noget før. Det var en ganske speciel oplevelse, at det fremtidige selvbillede, jeg havde fået malet over en temmelig lang årrække, pludseligt skulle kasseres og erstattes med et blankt lærred.

Så nu står jeg her. På barsel. Jeg vender næppe tilbage til psykologistudiet. Eller universitetet. Hvad skal der så blive af mig? Jeg ved det ikke. Endnu. Jeg har leget med idéen om at blive møbelsnedker. Indtil jeg blev opmærksom på, det nok ikke er et erhverv for en diskusprolapset type som mig. Jeg er nødt til at beskæftige mig med noget, der ikke er opslidende for min ryg. Noget med ord. Noget med at tegne. At male. Designe, fremstille. Jeg ved, jeg herinde før har nævnt følelsen af ikke at kunne finde én specifik arbejdstitel, som jeg føler, jeg hører hjemme i. Så nu tænker jeg om muligt endnu flere tanker end før. Kan jeg lave noget, folk kan bruge? Kan jeg korrekturlæse eller oversætte eller forfatte eller fremstille? Kan man leve af det? Bør jeg uddanne mig i en form for grafisk design, så jeg er bedre rustet på det visuelle/digitale plan til at kaste mig ud i en form for kommunikationsbranche? Så. Mange. Spørgsmål. Jeg har forhåbentlig et godt års tid endnu til at finde en form for svar.

Udover uddannelsesspektaklet har jeg været involveret i en form for Instagramspektakel. Jeg kaldte et par småsuspekte foretagender ud i mine stories og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor mange influencers valgte at reklamere helt ukritisk for den slags. Det spredte ringe i vandet af en art, jeg aldrig havde forudset, og pludselig sad jeg som gæst i Shitstorm på P1. Heldigvis ikke som the bad guy, men for at tale om al den røre, der løbende opstod i Influencernes Rige som led i en spirende udvikling af den almene forbrugers kritiske sans. Nogle uger senere var Kontant på DR1 på en sag om blandt andet det ætsende tandblegningsmiddel, (der viste sig at indeholde 75 gange så meget brintoverilte som den tilladte mængde,) og som adskillige store profiler havde reklameret for. Det havde jeg ingen indblanding i, men lavinen rullede igen i digitale Danmark, og min indbakke på Instagram har været rødglødende. På den gode måde. Af kampklare mennesker, der følte sig ført bag lyset, af hep, af skulderklap, af god energi. Jeg har længe ligget ret stabilt på omkring 800 følgere, men drypvist kom omkring 3.000(!) nye mennesker til min profil i kølvandet på postyret om de her tendenser. Det var (og er) en meget overvældende oplevelse, især at en række af mine stories blev set af over 17.000 mennesker. Det er (for mig) uhåndgribeligt mange. Folk er heldigvis enormt søde, men samtidig er det forbundet med en vis ambivalens, for jeg føler, der er angstprovokerende mange øjne, der kigger med. Hvis man er interesseret i at se, what all the fuss is about, har jeg gemt omtalte stories i de små højdepunktsbobler på min Instagramprofil. Det er en fordel af se boblerne fra højre mod venstre, da de så følger ‘sagernes udvikling’ kronologisk. (Den allerlængst til højre er en gammel sag og kan springes over.)

Jeg vil lige runde af med (ja, det blev lidt langt) at konstatere, at jeg går i en form for tænkeboks med henblik på mit støvede hjørne af internettet her. Jeg har savnet og manglet at skrive, men jeg har ikke som sådan savnet selve bloggerverdenen pakket ind i (sponsoreret) kransekage og kindkys. Hvis det overhovedet giver mening. Der skal i hvert fald ske noget andet med bloggen, hvis den fortsætter. Nyt (domæne)navn og noget redesign af en art. Hvis I ligger inde med gode forslag til noget af det, så tager jeg hjerteligt imod dem i kommentarfeltet. Eller på Instagram, hvis man er mere til den slags.

Jeg håber, I har det godt <3

En dag kunne jeg høre fuglene synge

Det første, jeg bemærkede, var kvalmen. Utilpasheden og følelsen af at have en rest af sygdom hængende, som nægtede at slippe sit tag. En ihærdig kvalme, der hang ved det meste af de ellers så venlige og solbeskinnede sidste sommermåneder. En krop så tung og fysisk utilpas, at jeg måtte sidde på trappestenen foran hoveddøren i et kvarter for at samle kræfter, hver gang vi skulle deltage i et af sommerens mange arrangementer. Dernæst kom en hjertebanken, der truede med at galoppere min brystkasse i smadder. Mange uger gik, hver aften med et spinkelt håb om at vågne rask den efterfølgende dag. Føle mig rask. Hver morgen blev aftenens håb afløst af skuffelse, og jeg vågnede træt og tyndslidt. Til sidst så jeg mig nødsaget til at kapitulere og søge læge. Søge blodprøver og hjertediagrammer og infektionstal. Søge en kur, noget lindrende, hvad som helst.

Dommen faldt få dage efter. Jeg var rask. Både mit blod og mit hjerte og mine organer. Intet. Der var intet, sagde lægen. Lige indtil der alligevel var. Der var stress, sagde han. Stress.

Jamensigmigligeengang, er det ikke sådan noget, der slår en ud af kurs, når karrierehjulet centrifugerer en ud i intetheden, mens man bades i overbebyrdningens salte sved? Når man må dreje nøglen om i biksen, og konen forlader én i samme åndedrag? Når arbejdspladsen og privatlivet truer med at rive dig midt over? Hvordan kan stress snige sig ind på én 2,5 måned(!) inde i ens sommerferie, uden man overhovedet lugter lunten? Hvordan har jeg kunnet føle mig så fysisk syg så længe uden at se den store, fede vognstang, min krop tæskede rundt for øjnene af mig?

Det er svært at sige. Sådan er der så meget. Der står åbenbart ikke i stresskontraktens ansættelsesvilkår, at man *skal* have været fysisk overbebyrdet. Travl, halsende, løbende. Det er åbenbart nok, at ens hjerne er det.

Min hjerne har altid haft travlt. Den har ikke givet mig mange øjeblikkes fred, siden jeg var 6 år. Den er tanker, den er mylder, den er travl. Den er bekymringer og ikke ret meget ro. Den står *aldrig* stille, og den kværner gerne 47 tanker afsted på én gang for så at sende 47 mere i slipstrømmen på dem. Døgnet rundt. Og pludselig var den og alt muligt skyld i min hvilepuls på 148 og mit åndedrætsbesvær.

Med pulsen kom angsten, eller måske var det omvendt. En del lure kom til, når mit hoved tillod mig at sove. Konsekvensen af ikke at være i stand til at deltage i mit eget liv var en enorm portion magtesløshed. Oveni fulgte følelsen af momentan sindssyge, som var affødt af kun at se verden fra indersiden af mine vinduer. Der var min mor, som hentede sin voksne datter for at prøve at køre en tur. Prøve at drikke en kop te. Prøve at være på udebane. På hjemmebane. Hos min mor. Så var der mig, der sad på trappestenen og ventede på bilen. Fordi jeg ikke kunne holde ud at være alene. Eller indenfor. Eller nogen steder. Og da jeg hørte lyden af bildæk over perlestenene, kom den trommende puls. Tårerne kom, da jeg så min mor. Min mor, som er indbegrebet af omsorg og symbolet på al tryghed i verden. Det skræmte mig så voldsomt, at end ikke hendes tilstedeværelse kunne berolige mig. Vi tog afsted. Jeg knugede håndtaget på dørens inderside. Hvert ord, jeg ville sige, blev til en boble i min hals, som bristede, så snart den nåede mine læber. Teen blev kold, før jeg nåede at smage den. Roen var blevet væk. Jeg kunne ikke engang mestre at finde den dér midt i min mors idylliske, stråtækte bondehus. Min krop var fremmed at være i, mens mine hænder knugede sig om hinanden, til mine knoer blev hvide.

Panik. Rædselsfuld ventetid. Psykiatrisk akutmodtagelse. Rædselsfuld ventetid. Lægebesøg. Rædselsfuld ventetid. Apotekbesøg. Rædselsfuld ventetid. Til sidst kom effekten af den beroligende medicin drypvist, og med den kiggede bittesmå åndehuller atter frem i løbet af dagene og nætterne, og jeg blev gradvist mere fortrolig med natten og dens omklamrende stilhed. Indimellem kunne jeg sove. Og indimellem skete det, at jeg om morgenen kunne høre fuglene synge. En lyd, jeg helt havde glemt at huske.

Efterveerne af stressboblens bristning faldt ironisk nok sammen med hele introforløbet på det psykologistudie, jeg netop var blevet optaget på. Og hvis der er noget, der ikke er gavnligt for stresskvalme og hjertebanken, så er det at være sat markant bagud fra start.

Lægen anbefalede sygemelding på det kraftigste. Måske rimeligt nok, når jeg hverken kunne tømme en opvaskemaskine eller gå i bad uden angst for at være til. Alle de hverdagstrivialiteter, der normalt er komplet selvfølgelige, indtil de pludseligt ikke er det mere. Indtil livet og kroppen kigger dig intimiderende i øjnene og med store bogstaver beder dig om træde et skridt tilbage og reflektere the fuck ud af alting. Og det gør jeg så.

Det går bedre, selvfølgelig gør det det, sådan har livet det vel oftest med at fungere. Børnene er søde, og ham den lange er det samme (og jeg undgår også gerne at tænke på, hvordan min situation havde set ud uden ham og hans brede skuldre). Det lykkedes mig at navigere det værste udenom børnenes bevidsthed, og da jeg tabte mig 3 kilo på en uge, fordi min krop ikke ville acceptere mad, spurgte min ældste mig blot, om jeg stadig var syg i min mave. “Ja”, svarede jeg. “Men det bliver snart godt igen”.

Det var udelukkende i mit sind, at tingene tågede til og tyngede tungt, men ikke desto mindre var det gennemført rædselsfuldt at gennemgå så mange uger, hvor hver en fiber i kroppen skriger på søvn, men ikke kan falde til ro; gerne vil se lyset, men ikke kan udstå at være vågen. Én ting er sikkert: Jeg har den allerdybeste respekt og medfølelse for dem, der har levet eller lever med angst i sådan en grad. Det er intet mindre end invaliderende. Og for mit vedkommende er det værste forhåbentlig overstået.

Heldigvis går det bedre. Jeg kan både handle julegaver i stressinfernoet af storcentervanvid, og jeg kan grine nede fra maven igen. Det går den rigtige vej.

Og nu går jeg lige ud og trækker vejret.

To phone or not to phone

Jeg fik min første telefon et sted mellem 3. og 4. klasse. Til deling med min storesøster, naturligvis. Det var en lilla klaptelefon med antenne og hele svineriet af mærket Ericsson. Skrev vi SMS’er, der blev længere, end telefonen kunne kapere, kvitterede den med at bytte samtlige bogstaver ud med kinesiske tegn. Teknologien var god på den måde.

Om eftermiddagen spillede jeg spil på MS-DOS computer hos min farmor (fellow 90’er børn, I må vide, hvad jeg snakker om). Min farmor var geek på måden, hvor det fortjener at staves med to 3-taller. Hun og min farfar havde et skrivebord med hver en computer, hun kunne noget med html-kodning og havde de nyeste spil med hjem på disketter. Hun er i øvrigt stadig sej(ere end mig) til den slags. I tredje klasse fik jeg fingre i det første The Sims, og siden da var min digitale verden for altid forandret.

Det er den også nu. Forandret, altså. Og i konstant udvikling. Og jeg leder febrilsk efter håndbremsen, når min 8-årige søn beder om at få en telefon. Herregud, jeg var ikke selv meget ældre, da min far forærede os den lilla klods back in the good ol’ days. Men forskellen er alligevel til at få øje på. Jeg fik en telefon. Hell, den kunne ikke engang spille Snake. Hvis jeg forærer Marius en telefon i dag, forærer jeg ham adgang til resten af verden i lommestørrelse. Jeg giver ham adgang til fordummende YouTube-videoer, til FaceTime-opkald, til uendelige, mærkværdige spil, til trends og til andre folks holdninger. Selvfølgelig kan jeg adgangsbegrænse og kontrollere, og det er ikke engang nødvendigt med den 8-årige, der bor her hos os. Han ville uden tvivl høre efter, hvis jeg bad ham lade være at downloade YouTube-app’en. Men alligevel. Hele internettet er lige dér i hånden på en. Alt det gode og alt det dårlige. Og når jeg tænker på, hvor svært det som voksen kan være at navigere i eller kontrollere sit tidsmæssige forbrug omkring, er det ikke en ting, jeg har lyst til at give videre allerede.

Vi har heller ingen iPads. Det kommer sig egentlig ikke af totalt forstokkede, teknologiforsagende principper; vi har bare aldrig fået købt en. Og nu er det ældste barn 8 og det yngste 3, og vi mangler det ikke rigtigt. Hvis de dumper ind i smørhullet lidt rigeligt tidligt, deles de om at se små videoer på en telefon, mens de voksne får søvnen ud af øjnene. Det virker for os.

Hele emnet omkring telefon er selvfølgelig også påvirket af ydre omstændigheder. Den klassiske fortælling om, at aaalle andre i klassen selvfølgelig har telefon. Det ved jeg godt, alle ikke har. Men de findes. De fandtes sågar allerede, da Marius gik i 0. klasse. Jeg så flere af hans klassekammerater stå i kælderens garderobe og begejstret vise YouTube-film til deres jævnaldrende. Akkompagneret af jublende skældsord og udbrud. På det tidspunkt var de 6 år. For mig giver det ikke mening, at man giver sin 6-årige nøglerne til YouTube, når man ikke selv er hjemme til at følge med. Og slet ikke i skolen, hvor den slags også smitter af på andres børn.

En anden ting, der gør, at jeg stritter imod hele telefonidéen, er legeaftaler. Vi har før prøvet at have en legeaftale på besøg med telefon, hvor Marius flere gange henvendte sig i stuen med beskeden om, at han kedede sig. At hans ven sad begravet i sin telefon på værelset og ikke havde lyst til andet end at se videoklip på nettet, mens Marius trissede rundt og ventede på, vennen havde tid til at lege. Det, synes jeg også, er mere end almindeligt uheldigt. At to (på det tidspunkt) 7-årige børn ikke kan blive enige om en fælles aktivitet, fordi den enes tilstedeværelse er blevet slugt af en smartphone. Det er både trist og for tidligt.

Egentlig er det ikke svært for mig som forælder at holde fast i det “nej”, der er blevet sagt til telefonønsket. Jeg har ikke svært ved at stå fast, selvom ‘alle’ de andre i klassen har en telefon. Men når al galden efterhånden er hældt fra, kommer jeg selvfølgelig frem til min egentlige udfordring. At det kunne være pisse praktisk, hvis Marius havde en telefon. Han har 350 meter i skole på en lukket sti, og det er en vej, han sagtens selv kan gå. Han har også venner i nabolaget, som han drøner rundt mellem efter skoletid, og her ville det være smart med muligheden for kontakt. Jeg gad godt, han kunne sende en besked, når han gik fra skolen. Eller når han sent fandt ud af, han gerne ville med i SFO lige præcis den dag og derfor vender senere hjem end planlagt. Eller at han lige kunne skrive hvilken ven, han besøger.

Det er i sandhed et dilemma. Jeg gider godt muligheden for kommunikation, men gerne uden al larmen fra YouTube, Snapchat og det store internet. Jeg ønsker også, det skal være en genstand, han kan få et sundt og naturligt forhold til, som ikke skal forstyrre hans sociale samvær med andre levende mennesker. Og det skal jeg selvfølgelig nok hjælpe ham med, når den tid kommer. Inden da skal jeg bare lige regne ud, hvornår den tid kommer. (Kommer den samtidig med tilladelsen til at spille Fortnite? Suk.)

Der var engang en varm forårsdag i maj

“Hvor er det dejligt at høre fuglene synge igen”, sagde mit lille, største menneske under aftensmaden i går, der blev indtaget udendørs direkte fra grillen. Og han har ret.

Han har ret i mange ting. Og lige om lidt fylder han otte år. Jeg syntes lige, jeg var 17. Jeg tog jo imod ham på den flaskegrønne fødestue for et øjeblik siden, en varm forårsdag i maj. Intetanende om, hvad livet ville bringe. Jeg har svært ved at huske livet før ham, og alligevel begriber jeg ikke, han allerede har været her i otte år.

Forleden lå vi og slumrede i de tidlige morgentimer, mens den lille og den store bror delte et fælles øjeblik med tegnefilm. Jeg betragtede, hvordan Marius aede og aede sin lillebror på håret. Da han opdagede, mine øjne var åbne, udbrød han: “Han er bare. så. sød. Han laver sådan nogle store, søde øjne”. Han havde ret igen.

Han går mig snart til halsen, og han er så stor, når han spænder skoletasken på ryggen og marcherer ud i verden. Han er så tålmodig og omsorgsfuld, når han læser bøger for sin lillebror. Han kan også være lille, når bekymringerne bliver for store, eller han har brug for at vende verdenssituationen, som vokser sig uoverskuelig i hovedet ved sengetid. Han har gjort det nemt at blive mor. Hans mor.

Han er mild og følsom og har altid fulgt med, hvor end jeg har været. Og hvor er jeg glad for, han har været med mig fra afslutningen af min teenagetid og begyndelsen på mine voksenår. Nu er han lige pludselig både stor og selvstændig og på vej ud i livet, men stadig lille nok til at vende hjem efter tryghed, når verden bliver for stor. Heldigvis.

Sidst afsluttede en lærer skole-hjem-samtalen med en formaning om, at Marius aldrig måtte ændre på noget; at han skulle blive ved med at være præcis, som han er. Og jeg har svært ved at være andet end enig. Han er min, han er Marius. Og hvor var det godt, det var ham, der kom en varm forårsdag i maj.

Om natten står jeg op

Underbevidstheden sparker mig i siden med tiltagende styrke. Et sted mellem 3 og 4. Giver efter, svinger dynen til side og træder ud på det kolde gulv. Undviger strategisk de steder, hvor gulvet knirker i slidte skrig.

Jeg kan høre stilheden.

Stilheden, som kun svagt brydes af små åndedræt fra de mørklagte børneværelser. De sover tungere, end jeg gør. Kigger ud af køkkenvinduet og holder vejret sammen med stjernerne. De siger aldrig noget. Heldigvis. Jeg finder morgenmad frem midt om natten. Midt i rodet og midt i roen. Spiser lidt og fryser lidt. Sidder lidt og trækker vejret.

Stilhed.

Alene med mine tanker, som jeg ikke forholder mig til, men lader fare ud i mørket, ud i natten. Ud af hovedet. Det er meget sent eller alt for tidligt, men bare fem minutter mere. Om natten skal jeg ingenting. Så jeg står op og gør netop det. Stilhed og stjerner siger lydløst godnat, og jeg kryber tilbage under dynen. Næste gang jeg vågner, er verden en anden og alt andet end stille.

Så om natten står jeg op.